By- og Kulturforvaltningen ansætter ny direktør

Før sommerferien meddelte administrerende direktør for By- og Kulturforvaltningen Anne Velling, at hun fratrådte sin stilling for at blive kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune. I den forbindelse blev afdelingschef Morten Møller Iversen konstitueret som direktør, mens rekrutteringsprocessen stod på. Denne proces er nu overstået, og valget som ny administrerende direktør for By- og Kulturforvaltningen er faldet på netop Morten Møller Iversen.

– Jeg har haft lejlighed til at arbejde sammen med Morten Møller Iversen i min tid som rådmand, og han har gjort et utrolig kompetent indtryk. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at vi har valgt den rigtige kandidat i et meget stærkt felt af dygtige ansøgere. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet, og der venter mange store opgaver for den nye direktør og forvaltningen, siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) og uddyber:

– Her tænker jeg ikke mindst på, at vi skal have renoveret vores bygninger, så vores børn, unge og ældre har nogle ordentlige lokaler. Det er rammen for, at vi som kommune kan levere en god velfærd. Herudover er tre andre vigtige pejlemærker, at vi får sat turbo på den grønne omstilling samt sikre, at vi også har et levende og rigt kultur- og fritidsliv efter covid-19, ligesom rammerne for vores virksomheder hele tiden skal forbedres.

41-årige Morten Møller Iversen har været ansat i Odense Kommune i 12 år. I den tid har han blandt andet været kontorchef for Politisk Økonomisk Stab i Borgmesterforvaltningen, stabschef i By- og Kulturforvaltningen samt afdelingschef for Byudvikling og Økonomi, før han de seneste måneder har fungeret som konstitueret administrerende direktør. Han har desuden været ansat hos Servicestyrelsen og BDO Consulting.

– Først og fremmest glæder jeg mig til at fortsætte mit arbejde som direktør for By- og Kulturforvaltningen. Det er en fantastisk forvaltning, som spænder bredt, og hvor blandt andet biologer, rengøringsassistenter, byplanlæggere, bibliotekarer, ingeniører og byggesagsbehandlere hver dag arbejder for at skabe det bedste fundament for vores velfærd og det bedste udgangspunkt for vores virksomheder. Jeg går ind til opgaven med stor ydmyghed, og jeg ser frem til at fortsætte Odenses gode udvikling i tæt samarbejde med borgere, virksomheder, politikere og medarbejdere, siger Morten Møller Iversen.

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (A) er tilfreds med, at byen har fået besat den vigtige stilling efter en god proces.

– Vi har haft et utrolig stærkt felt, og jeg er virkelig glad for, at Morten Møller Iversen bliver den nye administrerende direktør i By- og Kulturforvaltningen. Morten har de helt rette kompetencer, besidder en regulær ildhu og er flittig som bare pokker. Han bliver et vigtigt aktiv for den fortsatte udvikling af Odense, og jeg er tilfreds med, at vi med fuldstændig ro i maven kan give et af vores egne talenter denne chance, som jeg er overbevist om, at han vil leve op til,” siger Peter Rahbæk Juel.
 

Stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen er ligeledes glad for ansættelsesudvalgets valg af Morten Møller Iversen.

– Det er vanskeligt at skære dygtige ansøgere fra, og vi stod tilbage med en gruppe kandidater, som hver især havde været et fremragende bud på en ny direktør. Til slut kunne ansættelsesudvalget enstemmigt pege på Morten Møller Iversen, og med Byrådets beslutning får By- og Kulturforvaltningen en direktør, som kender forvaltningen, kommunen og byen fuldt ud. Jeg er meget tilfreds – både med den store interesse for stillingen og det faktum, at kommunen selv har været i stand til at udvikle en leder, som kan løfte denne opgave.

Morten Møller Iversen er uddannet cand. scient. pol. fra Syddansk Universitet. Privat er han gift med Iben, og sammen har de to børn.

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top