Økonomiudvalgets udtalelse om forsinkelse af letbanen

Analyse viser PFOS i en af fire vandprøver fra Odense Å

Odense Kommune har ud fra et forsigtighedsprincip i forbindelse med fund af PFOS på en række steder i Danmark bestilt en analyse for stoffet i vandet i Odense Å omkring brandøvelsespladsen ved Aasumvej. Resultatet af analyserne viser, at af de i alt fire prøver indeholdt en af prøverne PFOS i en mængde på 1,2 nanogram per liter – knap to gange grænseværdien på 0,65 nanogram per liter. Stoffet blev ikke blev fundet i de øvrige tre prøver.

Analyseresultaterne er forelagt Fødevarestyrelsen i forhold til det kvæg, som græsser på engarealer nedstrøms fundstedet ved brandstationen på Aasumvej. Fødevarestyrelsen har meddelt Odense Kommune, at 1,2 nanogram per liter i den ene prøve er et meget lavt niveau, og styrelsen vurderer samtidig, at der ikke er grundlag for at udtage prøver fra slagtedyrene. Med udgangspunkt i udtalelsen fra Fødevarestyrelsen foretager Odense Kommune ikke yderligere analyser i Odense å.

Odense Kommune har været i dialog med flere myndigheder og lodsejere, siden problemerne med PFOS blev kendt.

“By- og Kulturforvaltningen satte undersøgelserne i gang for hurtigt at få information om PFOS, og vi har undervejs informeret de berørte kreaturejere langs Odense å nedstrøms brandøvelsespladsen på Åsumvej. En kortlægning af den eventuelle forurening på selve brandøvelsespladsen foretages af Region Syddanmark. Vi er desuden fortsat i løbende dialog med Regionen, Miljøstyrelsen og Fødevarestyrelsen”, siger kontorchef Anders Dalgaard Christensen.

Odense Kommune fraråder stadig lystfiskere at hjemtage eksempelvis havørreder og gedder fra Odense Å, men det er ud fra et forsigtighedsprincip. Ifølge Miljøstyrelsen er det op til den enkelte kommune at vurdere, om den vil fraråde lystfiskere at hjemtage fangsten. Lystfiskerne ved Odense Å er orienteret gennem Odense Å Sammenslutningen.

Miljøstyrelsen vil i den kommende tid undersøge vævsprøver fra fisk fanget i cirka 50 vandløb landet over for at finde ud af, om fiskene indeholder PFOS. Odense Å er et af de vandløb, der bliver undersøgt. Odense Kommune følger disse undersøgelser tæt og vil videregive information til lystfiskerne så snart, at der er nyt i sagen.

Civilforsvaret har brugt pladsen ved Aasumvej til brandøvelser siden slutningen af 1960’erne, og grundvandet blev analyseret i 2014 uden fund af PFOS, og der er ikke indvinding af drikkevand i området. Odense Kommune har samarbejdet med pladsens nuværende ejere, Beredskab Fyn I/S, og medarbejdere fra By- og Kulturforvaltningen gennemgik i september pladsen sammen med jordforureningsmedarbejdere fra Region Syddanmark.

PFOS er desuden påvist på et kommunalt ejet areal ved Krogagerrenden i Seden, og her har Odense Kommune i samarbejde med lodsejeren flyttet kvæget og sikret rent drikkevand til dyrene. Her afventer undersøgelser af kødet, når dyrene er blevet slagtet. Odense Kommune arbejder desuden på at afgrænse og opspore kilden til forureningen af området.

www.odense.dk

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen