Nyborg og Middelfart Kommuner sætter skak på skoleskemaet

Flere skoler i Nyborg og Middelfart Kommuner har taget imod kursustilbud fra Dansk Skoleskak for at gøre skak til et nyt læringsredskab på skolerne.

Målet er blandt andet at lukke faglige huller hos udsatte grupper, efter eleverne var hjemsendt i foråret.

I løbet af efteråret kan elever på flere skoler i Nyborg og Middelfart Kommuner se frem til at prøve kræfter med skak i skoletiden. 

Nyborg og Middelfart Kommuner har taget imod et kursustilbud fra Dansk Skoleskak. I alt har 26 lærere fra Nyborg Ungdomsskole, Birkhovedskolen, Rævebakkeskolen, Danehofskolen i Nyborg Kommune, og ti fra Ejby Skole og Ungdomsskolen i Middelfart Kommune deltaget. På kurset fik lærerne kompetencer i at inddrage skak i deres undervisning. Kurset fandt sted 22.-23. oktober 2020 i Middelfart. 

Derudover får tre skoler i Middelfart Kommune besøg af Dansk Skoleskak til en skak-camp. På campen lærer eleverne skak og træner herigennem deres koncentrationsevne, logiske tænkning og at tænke flere skridt frem. Det skal være med til at sikre, at især udsatte børn indhenter det faglige tab, der skete for nogle elever, da skolerne blev lukket ned i foråret.

Skoleskak skal give elever flere brikker at flytte rundt med

Kurserne handlede ikke kun om at lære eleverne at spille skak. De havde et klart fagligt sigte. Børn bliver nemlig bedre til matematik, når de spiller skak. 

Det viser forskning fra 2013, som TrygFondens Børneforskningscenter står bag. Her undersøgte forskerne, hvilken effekt det havde på fem aarhusianske skoler at erstatte én times matematik om ugen med undervisning i skoleskak ud fra materiale lavet af Dansk Skoleskak. 

Konklusionen var, at børn lærer matematik hurtigere end deres jævnaldrende, hvis skolen har implementeret skak i deres matematikundervisning. Dermed er skoleskak et godt supplement til den almindelige undervisning på skolerne i Nyborg og Middelfart Kommuner.

Et fællesskab alle kan være med i

Udover at styrke eleverne fagligt, bidrager skoleskak også socialt. Gennem skak kan eleverne mødes på kryds og tværs af alder og klassetrin. Reglerne er klare for spillet, og det skal give elever i Nyborg og Middelfart Kommuner ro og tryghed både mentalt og socialt.

Spritny forskning fra UC Syd peger på, at skoleskak er et effektivt redskab, når skolerne arbejder med inklusion. De faste rammer hjælper børn inden for autismespektret og med kognitive udfordringer både med at blive en del af fællesskabet på skolerne og stærkere fagligt. Derfor har de to kommuner særligt fokus på, hvordan skoleskak kan få udsatte børn og unge trygt tilbage på skolebænken igen.

Børne- og Undervisningsministeriet har bevilget 5,1 mio. kroner til skakprojekterne i Nyborg og Middelfart Kommune. Pengene er en del af en samlet pulje på 59,2 millioner kroner, der skal få udsatte børn godt tilbage i skole i 2020. 

Se den originale nyhed fra Nyborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top