Stor fornyelse af Rentelowsgade giver tryghed og 574 nye cykelstativer

Mandag d. 7. december genåbnede Reventlowsgade med nye træer, masser af cykelparkering og fokus på tryghed og sikker færdsel.

De fleste københavnere kender nok udfordringen med at finde en ledig plads til cyklen i området omkring Hovedbanegården. En udfordring, der ikke er blevet nemmere af, at Metroen er åbnet.

Men nu er Københavns Kommune og DSB kommet byens borgere til undsætning. Mandag d. 7. december blev anlægsarbejdet på Reventlowsgade færdiggjort. Det har givet 574 nye cykelparkeringspladser fra krydset, hvor Istedgade støder op til Hovedbanegården og ned til parkeringspladsen på Tietgensgade. Fremover er der i alt 730 cykelstativer i området.

Cykelparkeringspladserne er etableret via et samarbejde mellem Københavns Kommune og DSB. Metroselskabet har medfinansieret projektet.

Hos DSB er der naturligvis glæde over, at projektet nu er færdigt og tilgængeligt for cyklisterne.

– For DSB er den sammenhængende rejse vigtig, og vi har fokus på tilgængelig parkering ved vores stationer, og det gælder både for cykler og biler. Derfor er det også dejligt at kunne tilbyde københavnerne flere p-pladser til cyklen ved en af vores absolut største stationer, hvilket forhåbentligt inspirerer flere til at tage toget, siger underdirektør i DSB Ejendomme, Lars Gøtke.

Samarbejde med politi og gademedarbejdere

Københavnerne kan ikke alene se frem til nye cykelparkeringspladser på Reventlowsgade. Hele gaden har fået et tiltrængt løft. Der er plantet 16 nye træer, og der er anlagt nye cykelstier.

Områdets nye udtryk er skabt efter dialog med blandt andre Københavns Politi og områdets gademedarbejdere, der har anbefalet ikke at etablere hjørner og gemmesteder, da de kan skabe uro og utryghed.

For at sikre bedst mulige adgangsforhold til Hovedbanegården og bagindgangen til metrostationen i Stampesgade er der lavet mere plads til fodgængere i området, ligesom der er anlagt ledelinjer, der skal hjælpe folk på vej til rette sted. Der lukkes desuden for gennemkørende trafik mellem Reverdilsgade og parkeringspladsen mod Tietgensgade

Se den originale nyhed fra Københavns Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen