Nu åbner broen over Folehaven

Nu åbner broen over Folehaven

Den nye cykel- og gangbro over Folehaven skaber en tryg forbindelse for de bløde trafikanter. Smutvejen tages i brug fredag den 24. april.

Cyklister og fodgængere har længe savnet en tryg overgang over Folehaven, hvor over 50.000 biler dagligt suser forbi. Af den årsag blev et politisk flertal i 2012 enige om at skabe en bedre forbindelse for de bløde trafikanter, som bevæger sig mellem København og Hvidovre i hovedstadens sydvestlige hjørne. På grund af anlæggelsen af Ringstedbanen har projektet måttet vente med at blive til virkelighed, men nu er broen endelig klar til brug.

Den umiddelbare forventning er, at 4000 cyklister og fodgængere fremover vil gøre brug af den nye byport dagligt, og broen bliver samtidig en del af cykelforbindelsen langs med Harrestrup Å. I forbindelse med broen er der også blevet etableret en dobbeltrettet cykelsti og fodgængersti mellem Vigerslevvej og Sønderkær, og de omkringliggende parkarealer vil i løbet af foråret få anlagt græs, og der vil blive plantet 72 træer.

Broen åbner for trafik om eftermiddagen fredag den 24. april. På grund af covid-19 er den officielle indvielse udskudt til senere på året. I forbindelse med åbningen opfordrer Københavns Kommune alle brugere til at overholde de nuværende retningslinjer om at holde afstand, hvis man går eller cykler på broen.

 

Fakta om broen

  • Cykel- og gangbroen er 5,5 meter bred og 137 meter lang.
  • Broen har et frit spænd på 42 meter, som består af et 32 meter langt brofag og de tilstødende brofag, som i hver side går fem meter ud over understøtningen.
  • Anlægsbudgettet for broen har været på 42 mio. kroner. Pengene blev bevilget i Budget 2013, og byggeriet af broen har været i gang siden maj 2019.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune er bygherre, Cowi er ingeniør, Dissing + Weitling er arkitekter, Landskabsarkitekter er Kragh & Berglund. Hovedentreprenør er Bladt Industries.

Se den originale nyhed fra Københavns Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen