Katrine Ring bliver ny fagdirektør i Socialforvaltningen

Katrine Ring kommer med erfaring fra Sundheds- og Ældreministeriet og starter som fagdirektør i Socialforvaltningen d. 1. januar 2021.

50-årige Katrine Ring medbringer mangeårig erfaring fra bl.a. Sundheds- og Ældreministeriet, hvor hun på chefniveau har beskæftiget sig med bekæmpelse af ulighed i sundhed, psykiatri, forebyggelse og borgernær sundhed. Det seneste halve år har Katrine Ring være en central del af ministeriets håndtering af COVID-19, og hun kommer derfor også med højst aktuelle erfaringer.

En stærk faglighed og behagelig personlighed

Socialborgmester Mia Nyegaard ser frem til at byde Katrine Ring velkommen som en del af direktionen i Socialforvaltningen.

”Jeg glæder mig til samarbejdet med Katrine Ring og er sikker på, at hun med sin faglighed og personlighed vil gøre Socialforvaltningen endnu stærkere. Jeg er sikker på, at Katrine Rings lange erfaring gør, at hun hurtigt vil komme ind i tingene og gøre en forskel for forvaltningen og de mennesker, vi hjælper. Derudover er hun et behageligt og humoristisk menneske, som jeg ser frem til at lære bedre at kende,” siger socialborgmester Mia Nyegaard.

Kortere fra beslutning til handling hos medarbejdere og borgere

Selv ser Katrine Ring frem til at komme tættere på den borgernære indsats, og hun venter spændt på at give sig i kast med arbejdet i Socialforvaltningen.

”Jeg glæder mig meget til at være en del af det vigtige arbejde i Socialforvaltningen. Jeg ser frem til at dykke dybere ned i det socialfaglige område og gøre mit til at omsætte de politiske strategier til virkelighed. Jeg glæder mig også til samarbejdet med de mange forskellige faggrupper, der arbejder i forvaltningen, og har allerede fornemmelsen af en organisation, der brænder for et fælles mål om at gøre en forskel for de mest udsatte københavnere,” siger Katrine Ring.

Katrine Ring tiltræder stillingen som ny fagdirektør med ansvar for de tre borgercentre d. 1. januar 2021. Indtil da fortsætter hun sit arbejde i Sundheds- og Ældreministeriet, ligesom hun håber på en rolig jul, hvor hun kan få lidt fritid til et par af sine interesser, herunder madlavning, læsning og LEGO-byggeprojekter.

Blå bog:

  • Født i Aarhus i 1970. Samfundssproglig student fra Viby Amtsgymnasium i 1989.
  • Uddannet cand.scient.pol. fra Århus Universitet i 1999.
  • Mangeårig erfaring fra Erhvervs- og Vækstministeriet og siden 2013 som kontor- og afdelingschef i Sundheds- og Ældreministeriet, bl.a. i Afdelingen for Ældreområdet og Det Nære, Sammenhængende Sundhedsvæsen, for Psykiatri og Misbrug og senest for Afdelingen for bekæmpelse af ulighed.
  • Bor på Frederiksberg med sin mand Michael. Mor til Sofie på 16 og Andreas på 19 år og bonusmor til Thomas på 21 og Amalie på 23.

Se den originale nyhed fra Københavns Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top