Varmestuen i Danmarksgade lukker ikke | Nyheder

Mandag kontaktede Kirkens Korshær Fredericia Kommune, da hjælpeorganisationen så sig nødsaget til at lukke varmestuen i Danmarksgade midlertidigt på baggrund af manglende indtægter fra genbrugsbutikker. Det fik politikerne til at reagere hurtigt, og Økonomiudvalget besluttede i går aftes at give Kirkens Korshær en ekstra bevilling på 60.000 kr. for at undgå en nedlukning af varmestuen.

”Varmestuen gør en kæmpe indsats for byens socialt udsatte, og en lukning af varmestuen kan have store konsekvenser for Fredericias socialt udsatte borgere især i en kold tid som nu. En lukning af varmestuen vil også betyde, at hjemløse ikke længere kan tilbydes nødovernatning på Mosegårdsvej, som dermed vil være nødsaget til at overnatte udenfor i frostgrader. Derfor glæder jeg mig over, at Økonomiudvalget har besluttet at bruge penge på at holde varmestuen åben, så socialt udsatte borgere fortsat har mulighed for social kontakt, mad, varme og nødovernatning”, siger Peder Wittendorf Tind, formand for Social og Beskæftigelsesudvalget.

Varmestuen skulle lukke for at få del i statslige hjælpepakker
Kirkens Korshær har ca. 240 genbrugsbutikker på landsplan, og det er bl.a. overskuddet derfra, der betaler for driften af varmestuerne – også varmestuen i Danmarksgade i Fredericia. På grund af corona-restriktionerne er genbrugsbutikkerne lukket, og de manglende indtægter har betydet, at Kirkens Korshær er nødt til midlertidigt at lukke en del af varmestuerne for at søge om lønkompensation via de statslige puljer. Der er pt. ingen hjælpepakker målrettet organisationen Kirkens Korshær, og derfor har organisationen fundet det nødvendigt at sende medarbejdere hjem med lønkompensation. Men sådan bliver det heldigvis ikke i Fredericia, her kan varmestuen fortsat holde åbent.

”Vi har altid haft et godt samarbejde med Fredericia Kommune og er glade for, at politikerne kan se værdien i det arbejde, vi udfører for byens socialt udsatte borgere. Jeg er glædeligt overrasket over, hvor hurtig kommunen tog hånd om sagen og fandt en løsning på problemet. Varmestuen er i øjeblikket i gang med en mindre renovering og åbner igen efter planen på tirsdag. Der vil være åbent alle ugens hverdage i tidsrummet 9.00-14.00”, fortæller Bjarne Dahlmann, leder af Kirkens Korshærs varmestue i Fredericia.

Pengene kommer fra en ’coronapulje’
Midlerne, der skal dække den manglende lønkompensation i varmestuen i Danmarksgade, henter Økonomiudvalget fra en pulje på 2 mio. kr., som byrådet sidste år satte af til diverse udgifter i forbindelse med håndteringen af coronapandemien. Der er tale om et beløb på 60.000 kr., som svarer til lønkompensation for to ansatte, der skal sikre, at varmestuen fortsat kan holde åbent fra den 7. februar til den 7. marts 2021, hvor Kirkens Korshær forventer igen at kunne åbne sine genbrugsbutikker.

Se den originale nyhed fra Fredericia Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen