Fredericia Kommune ansætter to direktører | Nyheder

Siden medio maj har Fredericia Kommune været på udkig efter to kandidater til at fuldende den fire direktører store direktion. Rekrutteringsprocessen af de to stillinger har kørt parallelt med hjælp fra rekrutteringsfirmaet Genitor, og mundede mandag aften ud i ansættelsen af hhv. Camilla Nowak Kirkedal som kommunaldirektør og René Olesen som direktør for Vækst, Teknik og Klima.

Borgmester Steen Wrist (A) glæder sig over en grundig proces og valget af de to kandidater:

“Først og fremmest, er jeg glad for opbakningen til ansættelserne, ud af et bredt felt med flere kvalificerede ansøgere til begge stillinger. Det vidner om, at Fredericia fortsat er en attraktiv arbejdsplads – også for topledere. Vi har fået to kandidater, der virkelig vil Fredericia, har de efterspurgte kvalifikationer og har bevist, de kan samle Fredericia med udgangspunkt i et stærk hold i direktionen”.

Susanne Eilersen (O), 1. viceborgmester fortæller:

“Fredericia Kommune er en kommune i rivende udvikling, og en arbejdsplads med 4000 dedikerede medarbejdere. Vi har brug for en direktion, der både kan lede kommunen indadtil med ro og stabilitet, og som kan udvikle Fredericia og samarbejde udadtil med de mange gode samarbejdspartnere, som er med til at skabe den udvikling. Det føler jeg, vi får med Camilla Nowak som kommunaldirektør og René Olesen som direktør for det tekniske område”.

Cecilie Roed Schultz (Ø) tilføjer:

“For mig har det været vigtigt, at vi har fået to direktører, der har store ambitioner for Fredericia – også på klimaområdet – og som ser velfærd af høj kvalitet som en styrke og et vigtigt element – også når der tales eksempelvis bosætning. Jeg tror på, at de vil indgå i et tillidsfuldt samarbejde med både det brede byråd og lokale aktører. Jeg forventer også, at vi med det nuværende valg får en kommunaldirektør og en samlet direktion, der vil kunne sætte en ambitiøs og tydelig retning sammen med et nyt byråd”.

Peder Tind (V) glæder sig også over ansættelserne:

“Vi sætter nu et hold i direktionen med en ny kommunaldirektør for bordenden, der fremadrettet kan sikre en positiv udvikling for Fredericia, og sammen med den nye direktør for Vækst, Teknik og Klima kan sætte skub i den meget afgørende udvikling, bl.a. på bosætningsområdet, så flere vælger Fredericia til. Det kræver strategisk og målrettet byplanlægning og branding af Fredericia også uden, at vi går på kompromis med kvaliteten i den nære velfærd. Jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde om Fredericia med begge direktører”.
 

Ny kommunaldirektør i Fredericia Kommune Camilla Nowak Kirkedal glæder sig til at tiltræde stillingen:

”Det er et stort privilegie at få lov til at fortsætte det tillidsfulde samarbejde med vores ambitiøse byråd, engagerede erhvervsliv og ikke mindst de dygtige ledere og medarbejdere i Fredericia Kommune, som jeg har stået i spidsen for det sidste halve år. Jeg vil fortsat stå på tæer for at være en ordentlig leder for netop de 4000 dedikerede medarbejdere, der dagligt går på arbejde for at give vores borgere og virksomheder den bedste betjening. Der er ingen tvivl om, at jeg vil Fredericia. Derfor er det også med stor respekt og ydmyghed, at jeg tiltræder stillingen velvidende, at jeg står på skuldrende af en stærk organisation og en stærk direktions- og chefgruppe, hvor vi arbejder for fælles løsninger – både nu og i fremtiden”.

Camilla Nowak Kirkedal blev ansat som direktør for Børn-, Unge og Kultur for godt et år siden og har det sidste halve år været først fungerende og sidenhen konstitueret kommunaldirektør i Fredericia Kommune. Camilla kom fra en stilling som børn- og ungedirektør i Odense Kommune, hvor hun også har arbejdet med ledelse på beskæftigelses- og socialområdet, ligesom hun tidligere har arbejdet i den private sektor, blandt andet i Ørsted. Camilla er 39 år gammel og bor i Odense med sine tre børn.

René Olesen, ny direktør for Vækst, Teknik og Klima, ser også frem til at fortsætte samarbejdet:

”Jeg glæder mig over tilliden og ser frem til at være en del af den fortsatte udvikling af Fredericia. Fredericia Kommune står midt i og overfor store udviklingsopgaver og klimaprojekter, som kræver strategisk retning og prioritering. Der er fortsat et stort fokus på udvikling, bl.a. med Kanalbyen, bosætning og Campus, derfor ser jeg frem til at forsætte arbejdet med de politiske ambitioner sammen med den store faglighed og de dygtige folk, jeg løser opgaverne sammen med.”

René Olesen har været konstitueret i stillingen siden april og kommer fra en stilling som chef for Teknik og Miljø i Fredericia Kommune. René har været ansat siden 2012 og har før det arbejdet med det tekniske område i andre kommuner hos bl.a. Odsherred Kommune. Han har været chef siden 2007, er 45 år og bor sammen med sin kæreste i Vejen, hvor han er født og opvokset.

Fakta om ansættelsesprocessen
Der har været 12 ansøgere til kommunaldirektørstillingen, heraf var 4 til samtale. Ansættelsesudvalget er godkendt af Økonomiudvalget og bestod af 15 personer, herunder repræsentanter fra Økonomiudvalget og byrådet, tre ledelsesrepræsentanter og tre medarbejderrepræsentanter.

13 havde søgt stillingen som direktør for Vækst, Teknik og Klima. Også her var et bredt og kvalificeret ansøgerfelt, hvoraf 5 var kaldt til samtale. Ansættelsesudvalget er godkendt af Økonomiudvalget og bestod af 15 personer, herunder repræsentanter fra Økonomiudvalget og byrådet, tre ledelsesrepræsentanter og tre medarbejderrepræsentanter.

Begge direktører tiltræder deres stillinger 1. juli 2021.

Se den originale nyhed fra Fredericia Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top