Formanden for Faxe Kommunes Verdensmåls Udvalg, René Tuekær, gav torsdag aftenlektier for til sine byrådskolleger. Efter en gennemgang af fremdriften i udvalget, bad han nemlig udvalgene om at sætte FNs verdensmål på dagsordenen på deres kommende møde.
Verdensmål Udvalgets plan er at forberede en skriftlig strategi / politik for bæredygtighed til Økonomiudvalget i foråret 2021. Derfor har udvalget brug for mere konkrete input om de øvrige politiske udvalgs erfaringer, overvejelser, planer og ideer til at arbejde med FNs verdensmål og særligt verdensmål nummer 12.
– Den interne dialog er meget vigtig. I sidste ende giver det et langt bredere ejerskab til den indsats, vi som udvalg er sat i verden for at løse. Det er udvalgene, som er specialister ud i alle afkroge af kommunens virke, og det er byrådskollegerne og administrationen inden for de enkelte udvalg, som kan afdække helt konkrete områder at arbejde med i forbindelse med FNs Verdensmål, siger René Tuekær, der samtidig takker byrådskollegerne for at bakke op om den arbejdsopgave, Verdensmål Udvalget beder dem om at løse.
At FNs Verdensmål fylder politisk i Faxe Kommune er udtrykt tydeligt i den nyligt vedtagne Vision 2030. Her nævner byrådet, at de i deres mål, strategier og politikker vil vi indtænke en bæredygtig udvikling og verdensmålene.
Kommunens politiske udvalg drøfter verdensmålene og deres arbejde hermed på møderne i september. Den 6. oktober samler Verdensmål Udvalget så op på resultatet af drøftelserne ved at invitere formandskaberne fra udvalgene til et temamøde.