Udsigten fra Skovtårnet bliver fortsat uden vindmøller

Opstilling af tre op til 150 meter høje vindmøller ved Sparresholm vil utvivlsomt kunne ses og påvirke oplevelsen af et besøg i Skovtårnet ved Camp Adventure.

Det har i dag fået erhvervsminister Simon Kollerup til at træffe en afgørelse, efter Faxe Kommune har gjort indsigelse over Næstved Kommunes plan om vindmøllerne.

I sin vurdering skriver Simon Kollerup:

– Skovtårnet må anses for en stor og vigtig attraktion i området, og man har mulighed for at se vidt omkring og få en oplevelse af landskabet oppefra. Opstilling af tre op til 150 meter høje vindmøller i omhandlede nærhed vil utvivlsomt kunne ses og påvirke oplevelsen. Der er i vurderingen af sagen lagt vægt på, at Camp Adventure med tårnet har opnået en stor bevågenhed både i indland og udland, og at det ikke kan udelukkes, at vindmøllerne vil kunne medføre en negativ udvikling for Skovtårnets tiltrækning af besøgende fremadrettet – og dermed have en negativ betydning for udviklingen af turismen i Faxe Kommune.

Med ministerens afgørelse kan Næstved Kommune ikke “kan vedtage planforslaget i den fremlagte form”, som det hedder.

– Jeg har stor respekt for tyngden af den beslutning, ministeren her har truffet. Men det er den rigtige beslutning. Vindmøllerne vil have en negativ betydning for vores udviklingspotentiale og alle de betydelige nye afledte vækstmuligheder, som kommunen forventer, at tårnet vil generere i turisme- og servicesektoren – ikke kun i Faxe Kommune men generelt på Sydsjælland, siger Ole Vive, borgmester i Faxe Kommune.

Se den originale nyhed fra Faxe Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top