Klimaplanen er udarbejdet i forbindelse med projektet DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark. Bag DK2020 står Kommunernes Landsforening, landets fem regioner og Realdania.
– Jeg er glad for, at vi har fået udarbejdet en klimaplan, og at et enigt byråd har godkendt den, siger borgmester Ole Vive og tilføjer:
– Som vi har skrevet i byrådets vision 2030 ønsker byrådet at tage et lokalt medansvar for de globale klimaudfordringer. Klimaplanen er et godt redskab hertil, og vi kan nu sammen med andre kommuner understøtte den nationale målsætning om, at Danmark skal være et klimaneutralt samfund senest i 2050.
Også formanden for Teknik & Miljøudvalget, Dorthe Egede Borg, ser frem til arbejdet med klimaplanen.
– I Teknik & Miljøudvalget vil vi følge klimaindsatsen nøje og vil i år drøfte en handleplan, så klimaplanen kan blive omsat til klimahandlinger og resultater. Vi har fokus på, at resultater kun opnås i samarbejde med borgere og erhvervsdrivende. Vi har også planer om allerede i 2025 at evaluere planen og eventuelt revidere den, hvis der er behov for det. Udviklingen går meget hurtigt, og det er svært at forudsige i dag, hvordan vi bedst får taklet klimaudfordringerne på sigt, siger Dorthe Egede Borg.
Klimaplanen omfatter hele kommunen som geografisk område med fokus på alle væsentlige kilder til drivhusgasudledning, blandt andet energi, transport, virksomheder og landbrug. For klimatilpasning er der udarbejdet en særskilt klimatilpasningsplan, hvor der især er fokus på risiko for oversvømmelse – fra havet, vandløb og kloakker.