Sønderborg Kommune fastholder fin placering i DI’s måling af lokal erhvervsvenlighed

I årets DI-måling placerer Sønderborg sig som nummer 10 inden for kategorien Infrastruktur og energi og som nummer 16 inden for Uddannelse og arbejdskraft. Særligt virksomhedernes vurdering af kommunens indsats for at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft placerer Sønderborg blandt landets bedste kommuner.
 
Borgmester Erik Lauritzen glæder sig over, at Sønderborg fortsat ligger godt med i DI-målingen.
 
– Vi er stolte af, at virksomhederne fortsat vurderer Sønderborg Kommune som et godt sted at drive og udvikle virksomhed. Jeg er særlig glad for, at vi scorer godt i kategorien for Infrastruktur og energi, fordi jeg ser det som et udtryk for, at vores arbejde med fyrtårnet ProjectZero samt andre klimatiltag kan aflæses i undersøgelsen. Den samlede placeringen som nummer 16 i Danmark viser også, at vores mangeårige fokus på erhvervsvenlighed gør en forskel, selv om der er sket et lille fald i forhold til sidste år. Det skyldes blandt andet, at vi ikke helt opnår de samme topplaceringer i en række kategorier som de sidste par år. Og så er der nogle områder, vi skal dykke ned i og undersøge for at afklare, hvad vi kan gøre bedre, for vi tager virksomhedernes tilbagemeldinger alvorligt, siger han. 

Dansk Industris undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed er en måling af erhvervsvenlighed blandt landets kommuner. Den samlede placering beregnes på baggrund af både virksomhedernes vurderinger og en række statistiske indikatorer inden for fire hovedområder: overordnet erhvervsvenlighed og dialog, infrastruktur og energi, uddannelse og arbejdskraft samt kommunal administration.
 
Kommunen får topplaceringer på virksomhedernes vurdering af indsatsen for at tiltrække og tilknytte internationale medarbejdere, hvor Sønderborg opnår en samlet placering som nummer 2 i landet, ligesom indsatsen for at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft placerer kommunen som nummer 5.
 
Det glæder Jimmy Simonsen, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget.
 
– Sønderborg Kommunes erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og kommune arbejder tæt sammen om at sikre kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne. Det er særligt positivt, at virksomhederne anerkender den indsats, fordi adgang til medarbejdere er en af de vigtigste forudsætninger for fortsat vækst. Jeg noterer mig særligt, at kommunens beskæftigelsesindsats går markant frem i bedømmelsen hos virksomhederne, og det må tyde på, at vores arbejde her er til gavn for erhvervslivet. Omvendt skal vi arbejde fokuseret på, hvad der skal til for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, hvor vi går tilbage. For det er her, at fremtidens arbejdskraft skal findes, siger han. 

Formanden for Sønderborg Vækstråd, Heidi Dolin, ser årets resultat både som en anerkendelse og en opgave for Sønderborg Kommune.
 
– Den overordnede placering er stadig rigtig fin, og når vi sammenligner med resten af Sydjylland, så ligger Sønderborg Kommune klart bedst af de sønderjyske kommuner. Det viser, at Sønderborg generelt opstiller gode rammer for erhvervslivet på mange forskellige parametre, der er vigtige for virksomhedernes muligheder for vækst. Sønderborg Kommune scorer samme resultat på kommunal administration som sidste år, men dykker man lidt ned i tallene, så er der et klart opmærksomhedspunkt i denne kategori. Virksomhederne er ikke lige så tilfredse med kommunens service og dialog, som de var sidste år. Det er er værd at undersøge, hvorfor den oplevelse er blevet dårligere, så dialogen og servicen igen kan blive bedre til gavn for virksomhederne og kommunen, siger hun.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top