Sommerkoncert med Prinsens Musikkorps og Sigurd Barrett

Glæd dig til at opleve Sigurd Barrett, når Prinsens Musikkorps traditionen tro spiller sommerkoncert i Indelukket i Silkeborg. Det sker lørdag 22. juni 2019 kl. 15.00.

Der er lagt op til et par festlige timer, når en af Danmarks fineste entertainere Sigurd Barrett sammen med Prinsens Musikkorps under ledelse af dirigent Peter Ettrup Larsen underholder børn og voksne med et vidtstrakt og underholdende repertoire. 

Temaet for koncerten er Danmarkhistorie – og både børn og voksne kan glæde sig til en fantasifuld og musisk version af vores historie.

Sigurd Barrett er bl.a. kendt for tv-programmerne Sigurds Bjørnetime og Hit med sangen på DR. Derudover har han været på et hav af turneer og senest lavet teaterkoncerter for børn om Danmarkshistorien. 

– De fleste børn, og voksne for den sags skyld, kender Sigurd Barrett – og holder især af hans evne til at koble musik og historiefortælling. Vi glæder os til endnu en gang at få fornøjelsen af at spille sammen med Sigurd og høre mange gode historier undervejs, siger trompetist i Prinsens Musikkorps, Gert Skovlod Hattesen. 

Dirigent Peter Ettrup Larsen er desuden kendt fra Maestro på DR1, hvor han i første sæson førte Søs Egelind til sejr og i anden sæson var med som dommer.

En dejlig tradition

Det er i år femte gang, musikkorpset spiller sommerkoncert i Indelukket. Formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Johan Brødsgaard glæder sig til igen at kunne byde velkommen til korpset.

– Vi sætter stor pris på det samarbejde, som Prinsens Musikkorps og Silkeborg Kommune har bygget over de seneste fem år. Det er underholdning i topklasse og så glæder jeg mig over, at børnene i år får en helt særlig mulighed for at få en stor, måske første, oplevelse med klassisk musik, siger Johan Brødsgaard.

Og publikum kan godt se frem til en underholdende koncert med masser af velkendt musik, siger Gert Skovlod Hattesen.

– Jeg håber, at der er en masse forældre og bedsteforældre, der tager deres børn og børnebørn med. For det bliver en stor oplevelse for både børn og voksne, siger han.

Der er fri entre til koncerten.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top