Silkeborg styrker samarbejde om sygefravær med arbejdsgivere

Fra 1. april 2019 ændrer Silkeborg Kommune praksis for håndteringen af langtidssygemeldinger. Fremover vil Jobcenteret afholde fælles møde med både medarbejder og virksomhed for at sikre en god dialog, en tidligere indsats og et tættere samarbejde mellem virksomhed, medarbejder og Jobcenter.

Når medarbejdere bosat i Silkeborg Kommune skal sygemeldes i en længere periode, vil det fremover ske i en tættere dialog mellem virksomheden, den sygemeldte medarbejder og Jobcenteret. Jobcenteret vil tidligt i forløbet invitere til et fælles møde, som afholdes på medarbejderens arbejdsplads. Det skal være med til at sikre klare aftaler, og at sygemeldingen ikke bliver længere end nødvendigt.

Det sker efter, at Arbejdsmarkedsudvalget i december 2018 godkendte en investering i den tidlige virksomhedsrettede indsats.

– Vi er inspireret af projektet Sammen om Fastholdelse, som beskæftigelsesministeriet har støttet i 19 kommuner bl.a. Viborg og Vejle Kommuner, fortæller Helle Holm Marcussen, der er funktionsleder for sygedagpengesagsbehandling i Silkeborg Kommune.

Samtidig har Jobcenter Silkeborg gode erfaringer med rundbordssamtaler mellem arbejdsgiver, sygemeldte og jobcenter.

– Vi har ofte oplevet, at den tætte dialog til rundbordssamtalerne har haft positiv betydning for længden af sygefravær og de planer, der bliver aftalt for at vende tilbage til arbejdspladsen. Derfor giver det god mening for os at brede det ud som den almindelige praksis, siger Helle holm Marcussen.

Det er stadig muligt at booke et såkaldt fasttrack forløb, hvor jobcenteret kommer tidligere ud til rundbordssamtale. Det gør du ved at kontakte Jobcenter Silkeborg, Sygedagpenge & Jobafklaring på telefon 8970 5400. Så booker vi et forløb så hurtigt som muligt.

Fakta om ny praksis for langtidssygemeldinger

  • Fra 1. april 2019 foregår fastholdelsesindsatsen på medarbejderens arbejdsplads, hvis der forventes en længere sygemelding.
  • Fremadrettet skal medarbejderens anden samtale med Jobcenteret foregå på virksomheden. Det sker efter 12 ugers sygefravær.
  • En medarbejder fra jobcenteret deltager på mødet som konsulent for både borger og virksomhed og skal bidrage med de muligheder, jobcenteret har for at støtte.
  • Arbejdspladsen vil få besked med forslag til en mødedato i 4-6 uger i forvejen.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top