Silkeborg rykker 17. pladser frem, og indtager nu plads nummer 13 i Dansk Byggeris årlige erhvervsklimamåling.
Dansk Byggeri er en blandt flere aktører, som hvert år rangerer kommunerne efter erhvervsvenlighed. Dette år tager Silkeborg Kommune et flot spring frem i Dansk Byggeris analyse.
Sidste år blev Silkeborg Kommune rangeret som nummer 8 af Dansk Industri.
Hurtigere byggesagsbehandling
I 2020 har det i gennemsnit taget 27 dage at behandle en byggesag i Silkeborg Kommune. Det er en væsentlig reducering af sagsbehandlingstiden, som sker på trods af et rekordstort antal af byggesager og er en af de vigtigste årsager til, at Silkeborg går frem.
– Vi er en kommune med fart på udviklingen. At det er lykkedes at få sagsbehandlingstiden langt ned viser, at vi formår at levere en god og hurtig service til både borgere og virksomheder, selvom vi har travlt. Den sikrer vi blandt andet ved at indbyde til en forhåndsdialog om konkrete byggeprojekter, siger borgmester Steen Vindum.
I 2019 behandlede Silkeborg Kommune mere end 1.100 byggesager, hvilket – ikke mindst – skyldes, at Silkeborg Kommune er Danmarks 8. hurtigst voksende kommune. Kommunen voksede med 1,04% indbyggere i 2019. Til sammenligning voksede hele Danmark 0,29 % i 2019, viser den seneste opgørelse fra Danmarks statistik.
God dialog med virksomheder
For tredje år i træk får Silkeborg en topplacering i kategorien offentliggørelse af udbud, der bl.a. undersøger i hvor høj grad kommunen sørger for at informere om og gå i dialog om nye udbud.
– Det er vigtigt for mig, at vi gør, hvad vi kan for at klæde virksomhederne godt på, når vi går ud med nye udbud. Derfor holder vi fx åbne informationsmøder om kommende udbud, og det ved jeg, at mange håndværksvirksomheder er glade for, fortæller Steen Vindum.
Fakta:
- Læs mere om Silkeborg Kommunes arbejde med at skabe gode rammer for erhvervslivet i vores erhvervsstrategi ”Fremad sammen”.
- Et af erhvervsstrategiens mål er at komme i top 10 i erhvervsklimamålingerne.
- Mere end 80 procent vil anbefale andre virksomheder at etablere sig i kommunen.