Lotta Sandsgaard bliver ny teknik og miljøchef

Økonomi- og erhvervsudvalget har godkendt ansættelsen af Lotta Sandsgaard som ny teknik- og miljøchef i Silkeborg Kommune. Lotta Sandsgaard afløser Søren Peter Sørensen, som på grund af sygdom trapper ned frem mod pensionering

Lotta Sandsgaard har 15 års ledelseserfaring og kommer fra en stilling som direktør for Miljø- og Kulturforvaltningen i Norddjurs Kommune, hvor hun har været i to år. Tidligere har hun været ansat i Herning Kommune som teknik- og miljøchef, og har før det haft en række lederstillinger i Norddjurs, Nyborg, Ørbæk og Thyholm kommuner inden for teknik- og miljøområdet.

– Med Lotta Sandsgaard får vi en teknik- og miljøchef med solid faglig og ledelsesmæssig erfaring og mange års erfaring med at betjene det politiske niveau. Jeg glæder mig til at byde Lotta velkommen i Silkeborg Kommune, siger direktør Jann Hansen.

Lotta Sandsgaard er uddannet miljøtekniker og har en række ledelsesfag fra master i offentlig ledelse. Desuden har hun flere års ingeniørstudier i bagagen.

Den nye teknik- og miljøchef er 41 år og bor på Djursland med sin mand ved skov, sø, eng og vandløb i haven. Hun er en passioneret flyver med egen, lille flyvemaskine og tilbringer derfor en stor del af fritiden i luften.

– Jeg har en ægte passion for teknik- og miljøområdet, og jeg glæder mig til at komme til en af Danmarks største og smukkeste kommuner, siger Lotta Sandsgaard.

– Silkeborg er en meget spændende kommune, der er inde i en rivende udvikling. Det glæder jeg mig til at blive en del af. Jeg glæder mig til at møde mine medarbejdere og mine nye kolleger og lære Silkeborg, politikerne og borgerne at kende, siger Lotta Sandsgaard.

Hun tiltræder 1. september 2019 og er valgt til stillingen blandt 32 ansøgere.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top