Danmarks nye innovationsnetværk for energiproduktion, Energy Innovation Cluster, etablerer kontor i Silkeborg for at styrke innovationen indenfor vindenergi.
”Det er centralt for os at være tæt på vores medlemmer. Vi er en neutral innovationsplatform og mødested, der sikrer Danmarks internationale førerposition indenfor energiproduktion igennem relevante innovationsaktiviteter, og det kræver tilstedeværelse i hele Danmark. Silkeborg har erklærede ambitioner om at etablere sig yderligere som en vigtig hub for vindenergi og er centralt placeret i forhold til Midtjyllands stærke værdikæde af underleverandører, særligt indenfor landvind. Derfor er en afdeling i Silkeborg helt naturlig for os”, siger Glenda Napier.
Energy Innovation Cluster er en af Danmarks største klyngeorganisationer med fokus på innovation og har en samlet projektportefølje på over 400 mio. kroner og over 250 medlemmer i hele Danmark. Silkeborgs borgmester Steen Vindum glæder sig over at kunne byde velkommen til Energy Innovation Cluster:
”Silkeborg Kommune har stærke ambitioner om at være et knudepunkt for grønne aktiviteter til gavn for de grønne virksomheder i regionen. Og det glæder mig meget, at Energy Innovation Cluster som en klyngeorganisation med en national dagsorden ser de gode synergier, der kan opnås ved at etablere et kontor i Silkeborg Kommune – tæt på deres nuværende og potentielle medlemmer. Silkeborg Kommune byder Energy Innovation Cluster hjertelig velkommen”, siger Steen Vindum
En samlet innovationsplatform
Energy Innovation Cluster er skabt for at koncentrere aktiviteterne i industriens innovationsfremmende indsats. Energy Innovation Cluster samler for første gang innovationsindsatsen på tværs af både onshore og offshore energiproduktion for derigennem at styrke danske energivirksomheders konkurrenceevne:
”Energy Innovation Cluster er formet af industriens behov og drevet af et ønske om ét, stærkt samlingspunkt, der kan styrke danske virksomheders innovationskapacitet yderligere”, siger Glenda Napier.
FAKTA:
Energy Innovation Cluster er fra nytår Danmarks nye nationale klyngeorganisation og innovationsnetværk, som skal koncentrere innovation indenfor både land- og havvind, olie og gasindvinding og integrationen af el i energisystemet. Energy Innovation Cluster får adresse på Lysbrohøjen 24 i Eksportens Hus sammen med Eksportforeningen og Vindmølleindustrien. Energy Innovation Cluster har også kontor i Esbjerg og vil desuden etablere sig Aalborg og København i 2019.