Coronavirus: 2.500 medarbejdere indgår i nødberedskabet i Silkeborg

Coronavirus: Status på smittespredning og indsatser tirsdag

Coronastatus i Silkeborg Kommune tirsdag 11. august 2020.

Smittestatus
Der er nu 45 smittede de seneste syv dage i Silkeborg Kommune. Det er 3 flere end i går mandag. Styrelsen for Patientsikkerhed har i samarbejde med Silkeborg Kommune iværksat en række initiativer med henblik på at inddæmme smitten i Silkeborg.

Brug mundbind
Kravet om mundbind i offentlig transport udvides fra Aarhus til at omfatte Silkeborg og andre omkringliggende kommuner, og Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer borgerne til at undgå offentlig transport, hvis andre transportmidler er mulige. Det anbefales også, at man bruger mundbind ved indkøb i supermarkeder og andre større forretninger. Er du i tvivl, om du skal bruge mundbind, så brug mundbind. Det anbefales også, at man begrænser trængslen ved indkøb, så man ikke er flere, der sammen går ud på indkøb, og det anbefales, at man spritter af og holder afstand i forbindelse med indkøb. Vær også opmærksom på at holde afstand i det offentlige rum og i restaurations- og i kulturlivet. Følg desuden Sundhedsstyrelsens gode råd ved afholdelse af private fester. Hjælp med at begrænse smittespredningen.

Flest mulige aktiviteter udendørs
Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at flest mulige aktiviteter foregår udendørs. Silkeborg Kommune er i færd med at informere og opfordre dagpleje, daginstitutioner, skoler og andre institutioner til – i det omfang aktiviteter ikke allerede foregår udendørs – at flest mulige aktiviteter holdes udendørs.

Opfordring til at arbejde hjemme
Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer både private og offentlige virksomheder til at lade medarbejderne arbejde hjemmefra i videst muligt omfang. Silkeborg Kommune forventer, at ca. 500 medarbejdere i kommunens administration vil kunne arbejde hjemmefra i større omfang. Det er ikke en nedlukning til nøddrift, og Borgerservice, Jobcenter og andre borgerrettede funktioner vil derfor fortsat være åbne.

Besøgsrestriktioner på plejecentre
For at forhindre smittespredning genindfører Silkeborg Kommune midlertidigt restriktioner for besøg på alle kommunens 20 plejecentre. Besøgsrestriktionerne gælder også på private plejecentre. Det betyder, at besøg på plejecentre som udgangspunkt skal foregå på udendørs arealer, og at indendørs besøg kun kan ske, hvis besøget sker i en kritisk situation, eller hvis den besøgende er den nærmeste pårørende til beboeren. Pårørende vil blive informeret direkte om de nye besøgsrestriktioner. Silkeborg Kommune har i skrivende stund ikke konstateret smitte hos hverken beboere eller medarbejdere på kommunens 20 plejecentre.
Alle rehabilitering og genoptræning vil foregå udendørs, og daghjemmet på Marienlund lukkes, mens daghjemmet på Rødegård vil være åben. Berørte borgere får direkte besked.

Mobilt testcenter

Det mobile testcenter ved beboerhuset på Kejlstrupvej 51 i Silkeborg by er fortsat åben mandag til fredag fra 9-16 i denne uge.
Husk dit sygesikringsbevis, og forvent, at der kan være kø for at blive testet, så vær tålmodig og medbring vand og en skyggende paraply, for det er varmt.
Bemærk, at børn under 12 år ikke kan testes ved de mobile testcentre. Det kræver særlig rutine at teste børn under 12 år. Derfor skal børn testes på en af hospitalernes testfaciliteter. Kontakt din egen læge for en henvisning.
Har man symptomer på smitte, skal man ikke møde op ved det mobile testcenter, men gå hjem i isolation og ringe til egen læge.

Status på daginstitutioner
Silkeborg Kommune fik mandag besked om, at et barn fra børnehuset Nørrevænget i Alderslyst i Silkeborg by er testet positiv for coronavirus. Forældrene blev informeret mandag eftermiddag, og 24 børn, som vurderes at kunne have være i nær kontakt med det smittede barn, er blevet bedt om at isolere sig hjemme, og først møde i daginstitutionen igen, når der foreligger en negativ coronatest. Det sker for at stoppe eventuelle smittekæder. Beredskabsplan på området følges. Daginstitutionen ligger tæt på det område ved Lupinvej/Resedavej, hvor der er konstateret et mikroudbrud af coronasmitte.

Status på skoler
Skolestarten for ca. 10.000 elever i Silkeborg Kommunes folkeskoler er forløbet godt, og Silkeborg Kommune har tirsdag formiddag ikke modtaget nye informationer om smittede børn, ud over dem, der ikke mødte ind mandag morgen, fordi de er testet positive for smitte. Det drejer sig om børn eller forældre til børn fra Langsøskolen og Sølystskolen. Skolerne er klar til at iværksætte deres beredskabsplaner, hvis det er nødvendigt på grund af smitte.

Appen Smittestop
Silkeborg Kommunes krisestab opfordrer borgerne til at installere og bruge appen Smittestop på mobiltelefoner. Med appen får man besked, hvis man har været tæt på en person, der testes positiv for coronavirus. Jo flere, der bruger appen, desto flere smittekæder kan bremses. Appen er udviklet i et samarbejde mellem Sundheds- og Ældreministeriet, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen, Statens Serum Institut og Netcompany.

Krisestaben
Silkeborg Kommunes krisestab følger situationen tæt og er i tæt kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Politiet, de praktiserende læger, beredskabet Midtjysk Brand & Redning, boligselskaber, institutioner, foreninger m.v. Krisestaben holder flere daglige videomøder og er klar til at iværksætte flere tiltag for at begrænse smittespredning.

Følg situationen på Silkeborg Kommunes Facebookside og hjemmeside, samt den fælles myndighedsside coronasmitte.dk. 

Så pas på hinanden: Hold afstand, vask hænder, sprit af – og gå hjem i isolation og ring til din læge, hvis du har du symptomer på smitte.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen