Coronastatus onsdag 23. september 2020
Flere bliver smittet i Silkeborg
Som i resten af landet stiger antallet af smittede desværre også i Silkeborg Kommune. I det seneste døgn er 4 nye smittede med coronavirus. De seneste syv dage er 26 nye smittede. Målt pr. 100.000 indbyggere ligger Silkeborg Kommune på 28 nye smittetilfælde den seneste uge og er dermed over bekymringsgrænsen på 20, som sundhedsmyndighederne holder særligt øje med. Krisestaben i Silkeborg Kommune følger udviklingen meget tæt.
Hold afstand – smitten kan komme mange steder fra
Styrelsen for Patientsikkerhed har gennemført en større analyse af interviews med de personer i Silkeborg Kommune, som den seneste uge er blevet testet positive for smitte, for at se, om der er særlige årsager til smitten. De smittede nævner selv mulige smittekilder som familiefester, fødselsdage, bar-besøg, besøg på koncertsteder, fritidsaktiviteter, uddannelsessteder, arbejdspladser og en række ukendte smittekilder. Altså en lang række mulige forklaringer på, hvor smitten kommer fra. Hold derfor afstand, vask hænder, sprit af, og bliv testet og isoler dig, hvis du har symptomer på smitte.
De smittede bor spredt i hele kommunen
Smitten i Silkeborg Kommune er ikke koncentreret til bestemte områder. Data fra Styrelsen for Patientsikkerhed fra den seneste uge viser, at smitten er spredt over hele kommunen. Personer er testet positive i og omkring Alderslyst, Balle, Funder, Gjessø, Gødvad, Hvinningdal, Lysbro, Resenbro, Silkeborg midtby, Sorring og Århusbakken. Krisestaben i Silkeborg Kommune opfordrer derfor alle borgere og virksomheder til at holde fast og følge regeringen og sundhedsmyndighedernes anbefalinger, så smittekæderne kan blive brudt.
De smittede fordeler sig i alle aldersgrupper
Smitten i Silkeborg Kommune er ikke koncentreret til bestemte aldersgrupper. Data fra Styrelsen for Patientsikkerhed fra den seneste uge viser, at de smittede aldersmæssigt er jævnt fordelt mellem 10-60 år. Hold derfor afstand, vask hænder, sprit af, og bliv testet og isoler dig, hvis du har symptomer på smitte.
Bliv testet for coronavirus
Det permanente testcenter på Søholt er åbent alle dage 9-17. Bestil tid på www.coronaprover.dk. Det er gratis at blive testet og svaret kan ses på sundhed.dk indenfor 72 timer. Se løbende ændringer i teststeder og åbningstider på www.rm.dk.
Har du ikke mulighed for at isolere dig?
Er du testet positiv smittet med coronavirus, og har du ikke mulighed for at isolere dig i dit eget hjem, har kommunen en isolationsbolig, du kan blive tilbudt. Se vilkår og kontaktinformationer på Silkeborg Kommunes hjemmeside: Klik på ”Information om coronavirus”.
Smitteapp: Download og brug smitteappen SmitteStop
Alle borgere opfordres til at bruge appen smitte|stop, så smittekæder kan bremses fx efter færden i offentlig transport eller på barer, restauranter mv, hvor man mødes med personer, man ikke kender. I appen kan man nemt give besked til de personer, som man har været tæt på, hvis man bliver testet positiv for smitte med coronavirus.
Hold fast, Silkeborg
Smittekæderne bliver brudt, når vi holder afstand, vasker hænder, spritter af – og isolerer os, hvis vi har symptomer på smitte.