Coronastatus mandag 21. september 2020
Smittestatus
I det seneste døgn er 3 nye smittede med coronavirus i Silkeborg Kommune. De seneste syv dage er 18 nye smittede. Målt pr. 100.000 indbyggere ligger Silkeborg Kommune på 19 nye smittetilfælde den seneste uge, og dermed ligger Silkeborg fortsat under bekymringsgrænsen på 20, som sundhedsmyndighederne holder særligt øje med. Krisestaben i Silkeborg Kommune følger udviklingen tæt.
Borgermøder med begrænsninger sendes live
Otte borgermøder om Kommuneplan 2020 og en lokalplan bliver gennemført som planlagt, men med begrænsninger. Ændringerne gælder borgermøderne i Virklund, Sorring, Grauballe, Vinderslev, Laven, Hvinningdal og Alderslyst om Kommuneplan 2020 samt et borgermøde om en lokalplan på Århusbakken, som alle gennemføres i de kommende 14 dage. Borgermøderne transmitteres live på Silkeborg Kommunes facebookside. Der vil være tilmelding for fysisk deltagelse i møderne med max 50 deltagere inkl. to politikere, to embedsfolk og pressen. Der er håndsprit og mulighed for udlevering af mundbind ved borgermøderne.
500 medarbejdere arbejder hjemmefra
Regeringen og sundhedsmyndighederne opfordrede i fredags alle arbejdspladser – offentlige og private –til at lade medarbejderne arbejde hjemmefra så vidt, det er muligt, foreløbigt frem til 4. oktober 2020. Silkeborg Kommune forventer, at ca. 500 medarbejdere i kommunens administration vil arbejde hjemmefra i større omfang fra tirsdag morgen. Der er ikke tale om en nedlukning til nøddrift. Borgerservice, Jobcenter og andre borgerrettede funktioner vil fortsat være åbne som normalt.
Bliv testet for coronavirus
Det permanente testcenter på Søholt er åbent alle dage 9-17. Bestil tid på www.coronaprover.dk. Det er gratis at blive testet og svaret kan ses på sundhed.dk indenfor 72 timer. Se løbende ændringer i teststeder og åbningstider på www.rm.dk.
Har du ikke mulighed for at isolere dig?
Er du testet positiv smittet med coronavirus, og har du ikke mulighed for at isolere dig i dit eget hjem, har kommunen en isolationsbolig, du kan blive tilbudt. Se vilkår og kontaktinformationer på Silkeborg Kommunes hjemmeside: Klik på ”Information om coronavirus”.
Nye nationale indsatser for at bryde smittekæder
Statsminister Mette Frederiksen præsenterede i fredags nye, nationale indsatser for at modvirke den stigende smitte i Danmark. Restriktionerne gælder foreløbig til og med 4. oktober 2020: Forsamlingsforbuddet sænkes til 50 personer, dog fortsat 500 ved visse arrangementer, hvor publikum hovedsageligt sidder ned. Cafeer, restauranter og barer skal lukke kl. 22, og gæster og ansatte skal bære mundbind, når de ikke sidder ned. Alle arbejdspladser – offentlige og private – opfordres til at lade medarbejderne arbejde hjemmefra så vidt, det er muligt. Ved brug af offentlig transport opfordres man til at rejse uden for myldretiden. Kravene til brug af værnemidler på sygehuse, plejehjem og ved egen læge skærpes. Silkeborg Kommune afventer nærmere informationer om kravene fra Sundhedsstyrelsen, før der informeres direkte til berørte pårørende, borgere og medarbejdere.
Hold fast, Silkeborg
Smittekæderne bliver brudt, når vi holder afstand, vasker hænder, spritter af – og isolerer os, hvis vi har symptomer på smitte.