Fra 1. marts 2021 skal de 3.500 børn, som hvert år behandles på skoletandplejens centrale cariesafdeling i Hostrupsgade i Silkeborg by, fremover behandles på den nærmeste af de fem klinikker på skolerne i Balle, Dybkær, Gjern, Them eller på Sølystskolen i Alderslyst.
Cariesafdelingen i Hostrupsgade lukker, og tandreguleringsklinikken kan dermed få den plads, der er nødvendig for en effektiv drift med coronarestriktioner.
Klinikkens fysiske rammer er i forvejen nedslidte og utidssvarende med snævre og trange gange og lokaler. Byrådet har i december 2020 besluttet at en ny central tandklinik skal placeres på Søholt, som ventes klar om tre år.
På grund af coronapandemien og sundhedsmyndighedernes krav til afstand mellem stole, patienter og personale er det ikke længere muligt at holde klinikken i Hostrupsgade åben for både tandregulering og cariesbehandling.
Allerede i august var kapaciteten faldet med 25 % på grund af sundhedsmyndighedernes restriktioner med krav til afstand, rengøring og værnemidler, og i øjeblikket er kapaciteten 40 % under det normale på grund af coronakravene. Behandlinger bliver udskudt, og klinikken kan ikke længere løse sine opgaver effektivt.
Skoleafdelingen og Den kommunale tandpleje har derfor besluttet at lukke cariesafdelingen og overføre børnene til behandlingsklinikker på de skoler med kapacitet, som ligger nærmest børnenes adresser. Forældrene får brev i e-boks om ændringerne og har mulighed for at vælge et andet behandlingssted, hvis der er særlige ønsker som at følge den tandlæge, som normalt behandler barnets tænder.
Skoletandplejen servicerer ca. 18.000 børn og unge i hele kommunen.