Mandag 26. august 2019 var der byrådsmøde i Silkeborg Kommune. Læs, hvad Silkeborg Byråd har besluttet
Høringer – hvad mener du?
Nyt hus på Christian 8.s Vej 2D
Silkeborg Midtby: En bygherre er interesseret i at bygge et punkthus på grunden nord for politistationen. I øjeblikket ligger der et lille rødt murstenshus. Det kræver en ny lokalplan, og byrådet har sendt et forslag i 8 ugers høring. Planen skaber plads til et op til 6 etagers punkthus med 11 lejligheder og udearealer over mod Åhavevej. Husets materialer og farver skal passe til politistationens. Adgang til huset sker via Chr. 8’s Vej.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 8
Butik og restaurant ved Borgergade og Nørrevænget
Silkeborg: En privat investor er interesseret at bygge en restaurant med drive-in, butik og et ubemandet tankanlæg med vaskehal på hjørnet af Borgergade og Nørrevænget, hvor der i øjeblikket ligger en tom forretning. Det kræver en ny lokalplan og byrådet har sendt et forslag i 4 ugers høring. Der kan bygges i 2 etager. Der bliver vejadgang ad både Nørrevænget og Borgergade. For at få trafikken til at glide er der blandt andet behov for en venstresvingsbane.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 9
Forbindelse mellem Nordre Ringvej og Viborgvej
Silkeborg: For at begrænse trafikken på Nørrevænget skal Viborgvej/Borgergade og Nordre Ringvej forbindes til et kryds med lysregulering. Brokbjergvej og indkørslen til Viborgvej 31 bliver desuden lukket ud mod Viborgvej. Det kræver en ny lokalplan, og byrådet har sendt et forslag i 4 ugers høring.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 10
Boliger ved Skærskovshedevej og Funder Bygade
Funder: Silkeborg vokser og Funder er et eftertragtet område, og nu har endnu en privat investor vist interesse i at bygge boliger på det ubebyggede areal mellem Funder Bygade og Skærskovshedevej. Det kræver en ny lokalplan og byrådet har sendt et forslag i 4 ugers høring. Planen skaber plads til 21 tæt-lave boliger og 1 åben lav bolig. Husene skal have saddeltag og varierende materialer og farver.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 11
Børnehus ved Hasselvej i Kjellerup
Kjellerup: Kjellerups nuværende 4 børnehuse fremover skal samles på 2 adresser, den ene på Hasselvej øst for Arena Midt. Det kræver en ny lokalplan, og byrådet har sendt et forslag i 4 ugers høring. Planen giver plads til et børnehus på 1.800 kvadratmeter. Der må ikke bygges i området længst mod øst på grund af natuern i området – blandt andet er her træer, der er værd at bevare.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 12
Spildevandsplan for en del af Sejs-Svejbæk
Sejs-Svejbæk: Sejs-Svejbæk vokser, og nu er det nødvendigt at opdatere nogle kloakoplande i Sejs-Svejbæk. Der er tale om tre områder, som i fremtiden kan forsynes med kloakker, efterhånden som områderne bliver bebygget. Byrådet har sendt forslaget i 8 ugers høring.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 14
Idræt og outdoor
Bikeparken får flere faciliteter
Silkeborg: Silkeborg Bikepark er hurtigt blevet en stor succes både hvad angår antallet af brugere, og ikke mindst den feedback brugerne giver. Næste skridt er at etablere arealer til ophold, permanent toilet, vaskefaciliteter til cykler og et børneområde. Byrådet har frigivet 1 mio. kroner til de nye faciliteter.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 16
Udendørs træningsområde ved JYSK Arena
Silkeborg: Elitesporten i Silkeborg er i vækst, og der er behov for at ændre på forholdene i JYSK Arena og etablere et udendørs træningsområde, som også vil kunne benyttes af øvrige brugere på Søholt. Byrådet har frigivet 1 mio. kroner til at få forholdene ændret.
Byrådsmødet mandag 26. august sag OGSÅ sag 16
Startanlæg og nummerbøjer på robanen på Silkeborg Langsø
Silkeborg: Robanen på Silkeborg Langsø lægger ofte vand til store stævner og mesterskaber. Fx; I 2019 er Silkeborg vært for Danmarksmesterskaberne i kano- og kajaksprint og i 2022 vært for EM i kano- og kajakmaraton. Det kræver et nyt startanlæg og nummerbøjer. Byrådet har besluttet at bevilge 750.000 kroner til udstyret.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 17
Børn og skoler
Bedre sammenhæng på Funder Skole
Funder: Funder Skole er fra 1963 og udvidet henad vejen med både tilbygninger og pavilloner, og det hele ligger lidt spredt. Noget af skolen trænger også til at blive renoveret. Byrådet har bevilget 500.000 kroner til at renovere, modernisere og skabe bedre sammenhæng mellem bygningerne på Funder Skole.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 3
12,4 mio. kroner til daginstitutionsområdet
Silkeborg Kommune: Hvert halve år bliver udgifterne til pasning af børn reguleret. I år ser det på nuværende tidspunkt umiddelbart ud til, at der bliver flere børn med behov for at blive passet. Byrådet bevilgede yderligere 12,4 mio. kroner til budgettet for pasning af børn. Pengene tages af kassen, og viser det sig, at skønnet var for højt, bliver pengene lagt tilbage i kassen.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 22
Plejecentre
12 nye boliger på Fårvang Ældrecenter
Fårvang: Fårvang Ældrecenter får 12 nye boliger, og centrets servicearealer bliver udvidet. Byrådet har bevilget 22,3 mio. kroner til projektet. Beløbet inkluderer også velfærdsteknologi. Fårvang Ældrecenter vil derefter bestå af 24 boliger. De nye boliger er på 75 kvadratmeter og får en husleje omkring 7.000 kroner – dertil kommer godt 600 kroner til forbrug.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 4
Fårvang Ældrecenters plejeboliger får ikke individuelle målere
Fårvang: Byrådet har besluttet at give dispensation til, at plejeboligerne på Fårvang Plejecenter ikke skal have individuelle målinger af el, gas, vand og varme. Det sker for at mindske administration og udgifter for den enkelte bolig til gavn for den enkelte beboer.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 23
Botilbud
Større badeværelser i botilbuddet Alderslyst
Silkeborg: Badeværelserne i 5 af boligerne i botilbuddet Alderslyst er for små til at beboere med stort plejebehov kan få et bruseleje i stedet for et brusebad. Byrådet har bevilget 2,5 mio. kroner til at få udvidet badeværelserne.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 5
Øget brandsikkerhed på botilbud
Silkeborg: Brandsikkerheden på alle kommunens botilbud overholder lovens krav på det tidspunkt, de blev bygget eller renoveret. Byrådet har alligevel besluttet at løfte brandsikkerheden på en del af de ældre bygninger, så de kommer op på et mere nutidigt niveau. Et overslag anslår, at det kommer til at koste 10,3 mio. kroner i alt.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 7
Sundheds-og Ældreudvalget får ny kompetence
Silkeborg Kommune: Ind imellem kan det være nødvendigt at iværksætte restriktioner for besøg fra pårørende til borgere i et botilbud. I øjeblikket er det byrådet, som afgør de enkelte tilfælde. Byrådet har besluttet, at Sundheds- og Ældreudvalget kan afgøre om det er nødvendigt med restriktioner.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 24
Endelig vedtagne lokalplaner
Lokalplan for nyt kvarter i Virklund endelig vedtaget
Virklund: Ejeren af et område i det vestlige Virklund vil gerne udstykke området til boliger. Området ligger ved Hjortespringet 1 og direkte op til Vesterskov. Byrådet har endeligt vedtaget en lokalplan, der skaber plads til 35 traditionelle parcelhuse, 11 parcelhuse på små grunde og 3 dobbelthuse.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 13
Lokalplan for Eriksborg endelig vedtaget
Silkeborg: Silkeborg vokser og Gødvadområdet er populært. Alt tyder på, at Gødvad og Grauballe med tiden vokser sammen. Bydelen mellem byerne kommer til at hedde Eriksborg og er planlagt i store træk. Nu er der det første konkrete projekt på vej. Byrådet har vedtaget en lokalplan, der skaber plads til omkring 52 boliger – både rækkehuse og parcelhuse. I følge planen bliver der vejadgang fra Bakkeborg. Der er desuden sat plads af til en supercykelsti. Byrådsmødet mandag 26. august sag 36
Øvrige
Udsattestrategien er godkendt
Silkeborg Kommune: Silkeborg Kommunes nye udsattestrategi udstikker en fælles retning på arbejdet med at hjælpe udsatte borgere og inspirerer til at udvikle nye projekter, der kan forebygge og mindske faren for at blive udsat. Strategien har 5 pejlemærker; Beskæftigelse, bolig, rusmidler, sundhed og økonomi. Byrådet har godkendt strategien.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 6
Regnskab for vand- og klimaplanlægning 2017
Silkeborg Kommune: Der er både en ny spildevandsplan, en ny vandforsyningsplan, en ny varmeplan på vej. Og der er udarbejdet nye vandløbsregulativer. Der var sat 1.752.000 kroner af til arbejdet, og det kom til at koste 4.119 kroner mindre end budgettet. Byrådet har godkendt regnskabet, og lagt overskuddet tilbage i kassen.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 15
Museum Jorn får forlænget frist på lån
Silkeborg: Museum Jorn har 2009 fået bevilget et rente- og afdragsfrit lån på 2,911 mio. kr. til nyt sikringsanlæg på museet. 1. april 2020 skulle Museum Jorn begynde at betale lånet tilbage, men museet har ikke mulighed for det. Byrådet har besluttet at forlænge fristen på Museum Jorns rente- og afdragsfrie lån til 1. april 2020.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 18
Provenu ved salg af HMN GasNet
Silkeborg Kommune: Silkeborg Kommune er blandt ejerne af HMN GasNet, som nu er blevet solgt til Energinet. HMN Naturgas I/S indgik den 21. december 2018 en aftale om salg af HMN GasNet P/S til Energinet. Silkeborg Kommunes andel af salget udgør 63,014 mio. kroner. En kommune kan vælge at få udbetalt hele beløbet med det samme og betale 60% i statsafgift eller betale 20% i statsafgift og deponere de resterende 80% i 10 år med løbende frigivelse i perioden 2020 – 2029. Byrådet har valgt den sidstnævnte mulighed.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 25
Sager begæret i byrådet fra partierne
Uændret inddragelse af borgere ved udformning af en arkitekturpolitik
Silkeborg Kommune: Enhedslisten synes, at borgerne skal være med til at udforme Silkeborgs kommende arkitekturpolitik tidligere end først besluttet. Forslaget faldt.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 26
Ansættelsesstop på sundheds- og ældreområdet
Silkeborg Kommune: Dansk Folkeparti har ønsket, at hele byrådet skulle være med til at afgøre, om der skal være ansættelsesstop på sundheds- og ældreområdet. Byrådet har vedtaget, at det ønsker, at driften på sundheds- og ældreområdet opretholdes på et forsvarligt niveau. Dette betyder et midlertidigt stop for nye ansættelser. Stoppet for nye ansættelser opretholdes indtil årets udgang, eller indtil Sundheds- og Ældreudvalget har truffet beslutninger, der bidrager til, at budgettet kan overholdes. Alle ledige stillinger skal vurderes nøje ved stillingsledighed, og mulighederne for tidsbegrænsede ansættelse og omplacering af medarbejdere overvejes. Alle stillinger skal vurderes grundigt før der ansættes nogen.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 27
Budget og revision
Tjek af første halvårs budget
Silkeborg Kommune: I øjeblikket er udgifterne til driften af Silkeborg Kommune for høje i forhold til budgettet for 2019. Derfor skal de forskellige fagudvalg – undtaget socialudvalget og sundheds- og ældreudvalget – bidrage med i alt 20 mio. kroner til at budgettet kan overholdes. Børne- og Ungeudvalget samt Økonomi- og Erhvervsudvalget står for hovedparten med henholdsvis 9,9 mio. kroner og 8,3 mio. kroner. Byrådet har godkendt ændringerne.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 19
Løbende og afsluttende revision for 2018
Silkeborg Kommune: Der er arbejdet videre med de bemærkninger, som revisorerne tidligere er kommet med og de forskellige områder er godt i gang med eller færdige med at rette på de arbejdsgange mm. som revisionen kom med bemærkninger til. Byrådet har godkendt revisionen og resultaterne, som de forskellige afdelinger har foretaget sig.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 20
Ny tidsplan og deadline for Budget 2020-2023
Silkeborg Kommune: På grund af valget til Folketinget 5. juni er KL og regeringen ikke klar med til rette tid. Derfor er kommunernes deadline for at vedtage budgetter også rykket. Byrådet har godkendt de nye datoer for processen. Budgettet bliver vedtaget 5. november – dagen hvor fristen udløber.
Byrådsmødet mandag 26. august sag 21