Anita Jensen bliver ny beskæftigelseschef

Økonomi- og Erhvervsudvalget har godkendt ansættelsen af Anita Jensen som ny beskæftigelseschef. Hun afløser Jørgen Skovhus Haunstrup, som forlod Silkeborg Kommune med udgangen af december for at blive udviklingsdirektør og erhvervsforsker.

Anita Jensen kommer fra en stilling som arbejdsmarkedschef i Favrskov Kommune, hvor hun har været i 13 år, først som leder af analyseafdelingen, fra 2009 som sekretariatschef og de seneste godt seks år som arbejdsmarkedschef. Før hun kom til Favrskov Kommune, var hun i otte år fuldmægtig i Familieafdelingen i det tidligere Vejle Amt.

– Vi får en erfaren leder med stor indsigt i beskæftigelsesområdet og med mange års erfaring i at betjene det politiske niveau. Vi glæder os til at byde Anita Jensen velkommen i Silkeborg Kommune, siger koncerndirektør Hanne Ahrens.

Anita Jensen er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og er i gang med en master i offentlig ledelse, ligesom hun har en række lederuddannelser og -kurser.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Silkeborg Kommune, som er meget anerkendt for sin aktive arbejdsmarkedspolitik, siger Anita Jensen.

– De mange reformer på beskæftigelsesområdet sætter fokus på samarbejdet på tværs af kommunens afdelinger og samarbejde med de mange eksterne samarbejdspartnere. Det glæder jeg mig til at bidrage til i Silkeborg Kommune til gavn for både borgere og virksomheder, ligesom jeg glæder mig til at indgå i koncernledelsen og bidrage til udviklingen i Silkeborg Kommune, siger Anita Jensen.

Anita Jensen er 47 år og bor i Harlev mellem Silkeborg og Aarhus. Hun er gift og har to halvvoksne børn. Hun tiltræder som beskæftigelseschef 1. april 2020.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top