Alkoholfri gløgg, ”et gerningssted” og engangsalkoholtester. Det kan du møde på torvet i Silkeborg i dag. Eventen er en del af Silkeborg Kommunes indsats mod spritkørsel, der sætter fokus på, at spritkørsel kan gøre dig til gerningsmand, og at alle har et ansvar for at undgå dette.
– Med alkohol i blodet kan du på et splitsekund gå hen og blive gerningsmand, hvis du kører spirituspåvirket. Vi har alle et ansvar for at stoppe risikoen for spiritusulykker, og husk dine venner og bekendte på, at alkohol og kørsel er en livsfarlig kombination og især skal man også være opmærksom på det dagen derpå, siger Gitte Merstrand, Vej og Trafik i Silkeborg Kommune.
Særlig dagen derpå kan det være svært at vurdere om alkoholen er ude af blodet igen. På torvet bliver der uddelt engangsalkoholtestere og foldere, som kan give en indikation af, om promillen er over eller under de tilladte 0,5 ‰. Materialerne er kun vejledende og kan ikke sidestilles med politiets udstyr eller en blodprøve, så man skal altid bruge sin sunde fornuft.
Tirsdag 26. november fra kl. 14.00 vil medarbejdere fra Trafikteamet og Sundhedshuset stå på Torvet Silkeborg og uddele smagsprøver på alkoholfri gløgg, engangsalkoholtestere og foldere, hvor du kan tjekke din promille. Der bliver også lagt et lamineret ”gerningssted” og regneeksempel på jorden, som viser, hvordan man kan ende som gerningsmand dagen efter f.eks. en julefrokost, hvor man enten skal køre sønnen til fodbold eller hente morgenbrød.
Julemanden kan ikke få dig sikkert hjem – planlæg din tur hjem
– Et vigtigt budskab for os er, at du altid skal planlægge, hvordan du kommer hjem efter en aften med alkoholindtagelse. Eller også skal du benytte dig af alle de nye og gode alternative alkoholfrie drikke. I dag findes der mange velsmagende alkoholfrie øl og drinks og salget af alkoholfrie øl er stigende. Du kan også som vært have fokus på at tilbyde f.eks. alkoholfrie øl til dine gæster, der skal køre hjem, siger Anita Hjort Rasmussen, Sundhedshuset Silkeborg Kommune.
Alle bliver påvirket – alle har et ansvar
Kampagnen sætter også fokus på, at alle har et ansvar for, at ens ven, nabo, mand eller kæreste ikke bliver gerningsmænd i et sprituheld.
– Det kan få store menneskelige, sociale og økonomiske konsekvenser for den far, mor eller ven, der ender med at være en gerningsmand i et sprituheld. At have en andens liv eller førlighed på samvittigheden er for mange ubærligt. Derfor håber vi, at alle vil tage et ansvar og sørge for, at ingen kører spirituspåvirket hjem fra festen – både som gæst og vært, siger Gitte Willumsen, formand for Sundheds- og Ældreudvalget.
I det informationsmateriale Silkeborg Kommune uddeler i forbindelse med kampagnen finder du gode råd til, hvordan du kan være med til at forhindre spritkørsel.
Godt på vej
Kampagnen skal være med til at ændre på, at Silkeborg Kommune i 2017 endte på en kedelig første plads i spirituskørsel. Her var de 4 ud af 7 dødsulykker i trafikken såkaldte spritulykker, og 18 % af alle personskader skete i et sprituheld i 2017.
– Heldigvis viser tal for 2018, at det går den rigtige vej med antallet af spritulykker i Silkeborg Kommune. I 2018 skete 13 % af alle personskader i en spritulykke. Men der er stadig et stykke vej til, at vi er i mål, og forhåbentlig helt undgår disse personskader i trafikken, siger formanden for Plan- og Vejudvalget, Hans Okholm.
Har du brug for hjælp?
Sundhedshuset og Rusmiddelcentret i Silkeborg Kommune tilbyder gratis og anonyme samtaler til alle borgere over 18 år, der drikker over genstandsgrænsen. Tilbuddet gælder også for pårørende.
Fakta om sprituheld i Silkeborg Kommune
- 57 % af dødsulykkerne i 2017 var med spirituspåvirkede førere
- 20 % af dødsulykkerne i 2018 var med spirituspåvirkede førere
- 84 % af spritbilisterne er mænd
- Hvert 3. sprituheld sker fredag og lørdag nat
- Ved 30 % af sprituheldene var der en ung (18-24 år) bag rattet
- Hver personskadeuheld i trafikken koster i gennemsnit Silkeborg Kommune 700.000 kr.
Se mere om uheldsstatistik i Silkeborg Kommune her
Se mere om ulykkestal fordelt på politikredse i 2018 i Danmark her
For mere information
Gitte Merstrand, Vej og Trafik, tlf. 61 14 40 34
Anita Hjort Rasmussen, Sundhedshuset, tlf. 20 15 46 74