Hun kommer fra en stilling som kontorchef i Kontor for Digitalisering og hjemmebehandling i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som hun har varetaget siden 2021. Stine Sønderby Bonde har en indgående viden og erfaring med sundhedspolitik og et stærkt netværk indenfor sundhedsområdet. Hun har tidligere været leder af ministersekretariatet i Sundhedsministeriet og været hhv. ministersekretær og chefkonsulent i Sundheds- og Ældreministeriet og har også haft opgaver i forbindelse med Sundhedsstrukturkommissionens sekretariat. Stine Sønderby Bonde er kandidat i statskundskab, cand.scient.pol., fra Aarhus Universitet.
Stine Sønderby Bonde tiltræder i fuldt omfang stillingen som sundhedschef 1. januar 2025, da hun lige nu er på barsel. Fra 1. november og året ud vil Stine en formiddag om ugen besøge arbejdspladser i Sundhedsforvaltningen. Skiftet fra et ministerium til en kommune starter derfor med en god indsigt i den kommunale velfærd og kendskab til medarbejdernes arbejde og møde med borgerne.
– Stine Sønderby Bonde kommer til Odense Kommune med en stor og omfattende viden om, hvordan ministerier og Folketing tænker om sundhedspolitik og digitalisering. Det vil være til stærk strategisk betydning for Sundhedsforvaltningen og for vores fremadgående arbejde med kvalitetsudvikling af den borgernære forebyggelse, sundhedsfremme og sundhedstilbud. Dertil har Stine Sønderby Bonde stærke erfaringer fra håndteringen af Covid-19. Jeg er sikker på, at vi med Stine Sønderby Bonde ombord kommer endnu tættere på at kunne løfte Byrådets ambition om, at gøre Odense Kommune til en sund og levevenlig by. Jeg glæder mig meget til samarbejdet, siger administrerende direktør i Sundhedsforvaltningen, Helene Bækmark.
– Sundhed er en hjertesag for mig, og det er min drivkraft at bidrage til, at borgerne også i fremtiden har tillid til sundhedssystemet og kan leve et sundt liv. Jeg kommer med et stort engagement og en vilje til at skabe resultater sammen med andre. Det glæder jeg mig meget til at bringe i spil i Sundhedsforvaltningen i Odense Kommune. Og så glæder jeg mig ikke mindst til at komme ud og møde medarbejderne og lære de mange forskellige opgaver, der løses i forvaltningens afdelinger at kende, siger Stine Sønderby Bonde.