Sønderborg Kommune og Røde Kors styrker samarbejdet om sårbare borgere

Samarbejdet bygger videre på mange års fælles indsats inden for blandt andet integration, vågetjeneste, besøgstjeneste og støtte til mennesker med særlige behov. Med den nye rammeaftale ønsker parterne at skabe et endnu tættere samarbejde og samtidig åbne mulighed for nye fælles indsatser til gavn for borgere, der har brug for en hjælpende hånd.
 
Formålet er at sikre den bedst mulige støtte til borgere gennem en kombination af kommunens faglige indsats og Røde Kors’ frivillige engagement. Aftalen lægger vægt på dialog, videndeling og samskabelse samt gensidig respekt for hinandens roller og kompetencer.
 
– Røde Kors’ frivillige møder hver dag mennesker, som har brug for fællesskab, støtte eller blot et menneske, der lytter. Med partnerskabsaftalen får vi et stærkere fundament for at samarbejde med Sønderborg Kommune om at nå endnu flere borgere og skabe nye muligheder for hjælp, omsorg og deltagelse i fællesskaber, siger Yvonne Lech, formand for Røde Kors Sønderborg Kommunekreds. 

Partnerskabet omfatter både de eksisterende samarbejdsområder og nye muligheder for at udvikle frivillige tilbud til blandt andet sårbare børnefamilier, mennesker i ensomhed, udsatte borgere samt mennesker, der står i akutte eller vanskelige livssituationer.
 
– I Sønderborg Kommune tror vi på, at stærke fællesskaber er med til at skabe livskvalitet og forebygge ensomhed og udsathed. Røde Kors er en helt central samarbejdspartner, som med sine mange frivillige gør en mærkbar forskel for nogle af de borgere, der har mest brug for støtte. Med denne partnerskabsaftale styrker vi samarbejdet og skaber et endnu bedre grundlag for at hjælpe mennesker tæt på deres hverdag, siger Klaus Liestmann, direktør for Omsorg og Udvikling i Sønderborg Kommune. 

Parterne forventer, at aftalen vil bidrage til en endnu bedre koordinering af indsatserne og styrke muligheden for at finde fælles løsninger på de sociale udfordringer, som nogle borgere oplever. Samtidig skal samarbejdet sikre, at flere får adgang til de frivillige tilbud, som Røde Kors stiller til rådighed lokalt og nationalt. 

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top