I forlængelse af de sager, som fulgte i kølvandet på afgangen af den tidligere borgmester og kommunaldirektør samt de interne afdækninger og advokatundersøgelsen i foråret 2021, sendte Ankestyrelsen en høring til Fredericia Kommune vedrørende daværende byrådsmedlem Lars Ejbys habilitet. Henvendelsen skete på baggrund af en artikel i Fredericia Dagblad den 4. maj 2021. Ankestyrelsen ønskede at undersøge, hvorvidt Lars Ejby i forhold til sin habilitet kunne sidde i Økonomiudvalget, samtidig med at hans hustru Kirsten Blæhr var chef for kommunens familieafdeling. Ankestyrelsen har konstateret problemer med habilitet i tre perioder før den 31.7.2020.
Ud over den konkrete henvendelse fra Ankestyrelsen valgte forvaltningen i Fredericia Kommune tillige at undersøge, hvordan referenceforholdene havde været for chefen for Familieafdelingen helt tilbage til januar 2014 og forelagde dette for Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen er nu kommet med deres udtalelse og skriver, at Lars Ejby, jf. Lov om Kommunernes styrelse § 29, stk. 5, litra b var generel inhabil i tre perioder.
Der er tre perioder, hvor Ankestyrelsen vurderer, at Lars Ejby har været generel inhabil. Det er:
- 1.oktober til 31. december 2014
- 1. januar 2019 til 29. februar 2020
- 4. april til 31. juli 2020.
I de tre perioder skal kommunen nu undersøge, om der kan være sager, hvor Lars Ejby har været speciel inhabil. I så fald skal kommunen vurdere, om der er sager, der skal genbehandles.
Fredericia Kommune tager Ankestyrelsens vurdering til efterretning. Nu starter Fredericia Kommune arbejdet med at kigge på, hvilke sager som evt. kan være berørt af Lars Ejbys inhabilitet, og hvilke konsekvenser det har.
Det forventes, at byrådet på næste ordinære byrådsmøde skal tage stilling til besvarelse af Ankestyrelsens henvendelse.