De tre nye børnehuse ligger side om side på Kløvereng 171-175, tæt ved skov og natur. Hvert af børnehusene har plads til omkring 100 vuggestue- og børnehavebørn. Stjerneskud, Skovspiren og Mosaikken Børnehuse fungerer som selvstændige børnehuse med hver sit personale. De har egen indgang, hvert sit tema og råder over hver sin spritnye legeplads.
For børnene – og for byens udvikling
De røde, grønne og blå snore til børnehusenes indgange blev i dag klippet af borgmester Peter Rahbæk Juel, børn- og ungerådmand Brian Dybro og by- og kulturrådmand Lars Chr. Lilleholt.
Forventningen hos borgmesteren er dobbelt – det handler både om børnene og byudvikling:
– Det er ikke hver dag, at vi indvier hele tre nye børnehuse, og jeg er glad for, at vores børn nu får så fine rammer at trives i som dem, vi nu kan tilbyde. Børnehusene her er topmoderne og giver plads til, at børnene kan udfolde deres kreativitet, hvad enten der er fokus på kultur, science eller naturen. Kvalitet og gode rammer i vores daginstitutioner er helt afgørende, både for børnenes trivsel og læring, men også, når vi skal fastholde og tiltrække nye børnefamilier til Odense, siger Peter Rahbæk Juel (S).
Bygningen har tidligere huset H.C. Andersen Skolen, men den har nu fået en gennemgribende istandsættelse for 63 millioner kroner. Resultatet er rummelige, moderne børnehuse med masser af lys, højt til loftet og god plads til både bevægelse og fordybelse. I de store åbne rum har børnene mulighed for fysisk udfoldelse, mens mindre zoner skaber plads til hyggekroge, leg i små fællesskaber og ro til fordybelse.
Børnehuse med hver sit tema: Kultur, Natur og Science
Fælles for Stjerneskud, Skovspiren og Mosaikken Børnehuse er, at de prioriterer, at børnene har en hverdag med bevægelse. Hvert børnehus har desuden sit eget tema, som sætter et særligt præg på børnenes hverdag.
- Stjerneskud Børnehus har “kultur” som tema, hvor børnene dyrker den kunstneriske og skabende kraft, der aktiverer sanser og følelser.
- Skovspiren Børnehus har “natur” som tema, hvor børnene stifter bekendtskab med bæredygtighed og samspillet mellem menneske, samfund og natur.
- Mosaikken Børnehus har “science” som tema, hvor børnene har en undersøgende tilgang bl.a. gennem en aktiv inddragelse af naturen og naturfænomener som lys, luft, magnetisme og vejrfænomener.
Børn- og ungerådmand Brian Dybro glæder sig over, at de tre nye børnehuse nu kan tage imod børn og familier:
– Fysiske rammer i et børnehus gør en verden til forskel. Når de er gode, hjælper de pædagogikken på vej. I alle tre nye børnehuse er rammerne i en klasse for sig. Her har børn og medarbejdere gode muligheder for at have en hverdag, hvor de både kan være sammen i mindre og større grupper. Hvor børnene kan lege, være sammen med deres venner og blive støttet og udfordret af dygtige medarbejdere – i inspirerende omgivelser, siger Brian Dybro (SF).
Børn kan lege i egen skov
De tre børnehuse afløser en række nedslidte børnehuse i området. De nye er alle indrettet med nye gulve, lofter og tekniske installationer – alle flader er nye – og lange gange er blevet til mindre, overskuelige rum. De tre børnehuse har desuden fået hver deres indgang med egen garderobe.
Også udenfor har de gode forhold: Børnene har nemlig væsentligt større legepladser end normalt i et børnehus. Børnene i Skovspiren har direkte adgang til et stykke fredskov med sti, træer og buske på deres i alt 4500 kvadratmeter udeareal mod 2500 i en almindelig børnehave. Mosaikken har 3200 kvadratmeter på en klassisk legeplads, akkurat som i Stjerneskud, hvor de blandt andet kan lege med science på de 2700 kvadratmeter.
By- og kulturrådmand Lars Chr. Lilleholt er begejstret for de nye rammer.
– Det er en fornøjelse igen at høre børnestemmer i området, og jeg er imponeret over, hvor godt arkitekter og byggefolk har skabt liv i den tidligere skole. Vi har fået tre meget forskellige børnehuse, så de små kan fordybe sig i natur, teknologi og kultur, og medarbejderne har gode arbejdsvilkår. De tre børnehuse spiller fint sammen med den transformation, som skal skabe nyt liv i Vollsmose og give hele området en frisk start, siger Lars Chr. Lilleholt (V).