Kunstværket BYCATCH markerer åbningen af Trekantområdets Festuge i Fredericia | Nyheder

Fredag den 26. august kl. 15.00 går det løs, når Trekantområdets Festuge, Fredericia Kommune og Kanalbyen inviterer til officiel åbning af kunstværket BYCATCH i Gl. Havn.

Arrangementet markerer også startskuddet for Trekantområdets Festuge i Fredericia, og åbningstalen holdes af formand for Kultur- og idrætsudvalget Peder Tind. Der bydes på en lille forfriskning.

Trekantområdets Festuge præsenterer det nyskabende og interaktive kunstværk, BYCATCH, af den internationale Berlin-baserede kunstnerduo Daniel Hölzl og Abie Franklin. I forbindelse med åbningen, vil der være mulighed for at møde de to kunstnere ved en Artist Talk. Der vil også blive holdt Artist Talk igen lørdag d. 27. august kl. 14.00.

Kunstværket, der er udviklet specielt og stedsspecifikt til Trekantområdet, kan indtages af publikum og vil være en storslået og anderledes kunstoplevelse i det offentlige rum.

I forbindelse med åbningsarrangementet inviterer kunstneren Maria Vifdrup til en åben workshop, der tager udgangspunkt i værket BYCATCH. Workshoppen hedder ”Byfangst”

Byfangst er Maria Viftrups ord for de materialer som findes utilsigtet, ubemærket eller uelsket i byen og som kun kan fanges og bruges af specialtrænede nysgerrighedsagenter. Deltagerne bliver en del af et skabende performancekunstværk som vokser i løbet af dagen. Tilmelding ikke nødvendig.

Programmet for åbningen er:

Kl. 14.00       Åben workshop v. kunstner Maria Vifdrup: ”Byfangst”

Kl. 15.00       Officiel åbning v. formand for Kultur og Idrætsudvalget Peder Tind

Kl. 15.10       Artist Talk v. kunstnerne bag værket Abie Franklin og Daniel Hölzl

Kl. 15.30       Åben workshop v. kunstner Maria Vifdrup: ”Byfangst”

BYCATCH kan opleves i Gammel Havn i Fredericia frem til tirsdag d. 30. august. Af sikkerhedshensyn er det kun tilladt for børn og unge under 18 år at gå ud på installationen i følge med en voksen.  

Se den originale nyhed fra Fredericia Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top