– Jeg er meget tilfreds med, at International House Odense er kommet så godt fra start. Vi ved, at internationale medarbejdere spiller en central rolle i fremgangen i beskæftigelsen på landsplan. I Odense og på Fyn halter vi desværre bagefter, og derfor etablerede vi International House Odense, siger beskæftigeles- og socialrådmand Søren Windell.
På landsplan er 14% af alle fuldtidsbeskæftigede internationale, mens de på Fyn kun udgør 10%. En af årsagerne er, at tilflyttere oplever, at det er svært at falde til og blive en del af de lokale fællesskaber.
– Derfor er det vigtigt, at vi hjælper nye medarbejdere og deres eventuelle partnere og familie med at falde til. Og bistår virksomhederne med at rekruttere internationalt. Ellers går vi i stå, siger Søren Windell.
Han peger på, at antallet af arbejdspladser i Odense har været stagnerende og det seneste år svagt faldende, mens der har været stigning i hele landet og de øvrige store byer.
International rekruttering er en forudsætning for Pianotekets vækst
Pianoteket i Odense er en af de virksomheder, der har haft gavn af International House Odense.
– Vores medarbejdere har fået hjælp til at komme på plads med det praktiske og med at få åbnet op for det sociale liv udenfor arbejdstiden. Det har været meget værdifuldt for vores virksomhed, siger indehaver Henrik Clement fra Pianoteket, hvor fire ud af i alt otte medarbejdere har international baggrund.
– Hvis vi ikke havde været i stand til at rekruttere og fastholde vores internationale medarbejdere, havde vi ikke oplevet den travlhed og fremgang, vi har nu, siger Henrik Clement, som sammen med sine medarbejdere sælger, reparerer og stemmer flygler og klaverer i hele Danmark.
International House Odense hjalp med at holde modet oppe
Én af de internationale medarbejdere, som huset har hjulpet, er 27-årige Xhoi Lipe fra Albanien, der arbejder som projektassistent i en entreprenørvirksomhed.
Selvom hun havde en lang universitetsuddannelse med sig fra sit hjemland, da hun flyttede hertil med sin mand, havde hun svært ved at finde job i Danmark.
– Jeg vidste intet om det danske arbejdsmarked. Jeg troede, at alle job blev slået op. Men det gør de ikke. Derfor var det godt, at International House Odense kunne vejlede mig, siger Xhoi Lipe, som er uddannet inden for HR, ledelse og økonomi i Albanien.
– Det vigtigste var, at International House Odense hjalp mig med at holde modet oppe i en kritisk periode. “Du VIL finde et job,” sagde de til mig. Det hjalp mig med ikke at give op, siger Xhoi Lipe.
Udover at vejlede 1000 borgere har International House Odense i løbet af sit første leveår hjulpet 74 medfølgende partnere med deres jobsøgning, ydet support til flere end 20 virksomheder og afholdt 53 events med 2446 deltagere.
Lørdag fejrer International House Odense sin et års fødselsdag og byder velkommen til det store netværksarrangement ‘International Welcome Day’ i Borgernes Hus på Østre Stationsvej.
Flere end 50 foreninger, kulturaktører og offentlige organisationer står klar til at byde byens internationale tilflyttere velkommen til Odense. Arrangørerne forventer 500 deltagere fra mere end 50 forskellige lande. Læs mere her!