Silkeborg reducerer med en direktør

Silkeborg Kommunes Økonomi- og Erhvervsudvalg har godkendt en indstilling fra kommunaldirektør Lone Lyrskov og personalechef Frank Høy om at reducere Direktionen fra fire til tre direktører.

– Vi har to ledige direktørstillinger, som åbner mulighed for at ændre den administrative struktur. Det har vi taget bestik af, og derfor nedlægger vi en direktørstilling, siger kommunaldirektør Lone Lyrskov.

Ændringerne følger af, at direktør Anders Kjærulff fratrådte ved nytår for at blive koncerndirektør i Region Midtjylland, og at direktør Jann Hansen går på pension ved udgangen af februar.

– Ændringen er en balance mellem at fastholde en effektiv ledelse af kommunen og samtidig tage bestik af den aktuelle situation og de muligheder, vi har lige nu for at ændre på tingene.

– Vi har vurderet flere forskellige muligheder for administrativ organisering, og vi har gennemført en analyse af organiseringen i otte andre kommuner af nogenlunde samme størrelse som Silkeborg. Samtidig har vi set på, hvad der fungerer godt i den eksisterende struktur.

– Sammenligningen viser, at Silkeborg Kommunes to øverste ledelsesniveauer – Koncernledelsen – er mærkbart slankere i omfang end i de fleste kommuner af samme størrelse. Vi er en veldrevet kommune med en effektiv administrativ struktur med lave omkostninger. Koncernstrukturen fungerer derfor godt, og det blev også bekræftet i en analyse fra KL for nogle år siden. Derfor holder vi fast i koncernstrukturen, hvor direktionen er et strategisk, tværgående og helhedsorienteret ledelsesteam, der sikrer helhed og sammenhæng i udmøntningen af de politiske mål og beslutninger, og hvor afdelinger og stabe sikrer en effektiv implementering med gode resultater og kvalitet i løsningen af opgaver.

– Vores koncernmodel kombinerer det bedste fra den traditionelle forvaltningsmodel med fagdirektører i de store kommuner og virksomhedsmodellen med den flade struktur, som primært anvendes i mindre kommuner. Det sikrer både helhedstænkning, et fladere hierarki og beslutningskraft centralt og decentralt i en organisation, hvor opgaverne løses gennem tillid under ansvar.

– Ændringen af Direktionen og dermed også betjeningen af de politiske udvalg vil vi bruge til at knytte ledelseslagene endnu tættere sammen. Det var også et ønske, som kom fra lederne på den årlige lederkonference for kommunens ca. 300 personaleledere i september i fjor.

Fremtidig ansvarsfordeling i Direktionen med tre direktører:

Kommunaldirektør Lone Lyrskov

Sekretær for:
Byrådet
Økonomi- og Erhvervsudvalget

Direktøransvaret for:
Staben Ejendomme
Staben Organisation og Personale
Økonomi og IT staben

Direktør Hanne Ahrens

Sekretær for:
Børne- og Ungeudvalget
Arbejdsmarkedsudvalget
Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget

Direktøransvaret for:
Børne- og Familieafdelingen
Skoleafdelingen
Beskæftigelsesafdelingen
Kultur- og Borgerserviceafdelingen

Ny direktør

Sekretær for:
Sundhed- og Ældreudvalget
Socialudvalget
Plan- og Vejudvalget
Miljø- og Klimaudvalget

Direktøransvaret for:
Sundhed- og Omsorgsafdelingen
Socialafdelingen
Teknik- og Miljøafdelingen

Økonomi- og IT-staben

Sekretær for:
Outdoor-udvalget
Nærdemokratiudvalget

Ændringerne træder i kraft, når en ny direktør er ansat i forbindelse med, at direktør Jann Hansen går på pension. I overgangsfasen vil opgaverne blive varetaget af Direktion og afdelings- og stabscheferne i fællesskab.

Økonomi- og Erhvervsudvalget vil evaluere den nye organisering ved årets udgang.

Silkeborg Kommune er Danmarks 10. største kommune og har ca. 6.500 medarbejdere. De to øverste ledelseslag består af en Direktion med en kommunaldirektør og to koncerndirektører, samt 10 afdelings- og stabschefer. Der er således i alt 13 medlemmer af Koncernledelsen.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top