EM i adventure race i Silkeborg er en succes et halvt år før startskuddet

Der bliver hård konkurrence om europamesterskabet i adventure race, når 40 hold og 160 adventure racere er klar til start på den 575 km lange rute. Det gør den 16. udgave af Yeti Adventure Challenge Silkeborg til en succes, selvom startskuddet først lyder i september.

Et af de store outdoor-events i Silkeborg, YETI Adventure Challenge Silkeborg, melder stort set udsolgt på ny satsning et halvt år før tid.   

– Det er helt vildt, at vi har 40 hold klar. Det er da mega stort. Det skyldes helt sikkert et professionelt setup og et løb i verdensklasse.

Sådan siger Simon Grimstrup, banelægger og løbsleder, når han bliver spurgt om, hvor stort det er, at de som løbsarrangør af Yeti Adventure Challenge Silkeborg er nødt til at sige stop. Der er nemlig ikke plads til flere hold – med mindre det er aspiranter til podiet.

Sammenligner man med de tidligere europamesterskaber, så er det også usædvanligt mange hold med i år. I 2019 var der 17 hold til start i Polen, og i de to foregående år var der 25 hold til start i Spanien og Rusland.

Et stærkt samarbejde

Adventure race er en hold- og multisport for mixhold, som skal samarbejde for at gennemføre den fysisk og mentalt krævende rute som består af flere discipliner og specialopgaver som orienteringsløb, mountainbike, roning, svømning og klatring. Årets EM-rute i Danmark tager mellem 60 og 80 timer at gennemføre.

EM-løbet som er blevet til i samarbejde mellem Nordisk/Yeti, Silkeborg Orienteringsklub, Silkeborg Kommune, RacingDenmark, Viborg Kommune, Radisson Blu og VisitAarhus, Silkeborg.

– Grunden til, at vi har fået EM i adventure race til Danmark, er også et bredt samarbejde – blandt andet med Silkeborg Kommune, hvor det her unikke løb passer som fod i hose med deres arbejde som Danmarks Outdoor Hovedstad.

Også for tilskuere og motionister

Løbet starter da også med en publikumsvenlig prolog i Silkeborg midtby. Efter den bliver deltagerne kørt til Viborg, hvor starten på den 575 km lange rute begynder.

Samtidig med EM-løbet bliver to noget kortere distancer af løbet holdt, hvor almindelige og trænede motionister kan være med.

Fakta om EM-distancen af Yeti Adventure Challenge Silkeborg

– Foregår fra 2.-6. september 2020

– Løbstid: 60 og 80 timer

– Løbsdistance: 575 km

– I 2018 var Yeti Adventure Challenge Silkeborg på den europæiske løbskalender

– Se mere på yacs.dk

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top