Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade vinder årets projektudviklingspris ved Building Awards 2022

“Med en sjælden kombination af fremsynethed i forhold til borgertrivsel og respekt for det gamle Odense har gaden givet nyt liv til byen. Projektet har samtidig fjernet den ‘Berlinmur’, der gennemskar købstaden, og som myldrende biler i alle døgnets timer var med til at fjerne noget af attraktionen ved H. C. Andersens by.”

Således lød motivationen fra den jury, der torsdag aften den 10. november 2022 overrakte prisen for bedste projektudvikling til Odense Kommune og samarbejdspartneren Realdania, da Licitationen – byggeriets dagblad afholdt Building Awards 2022.

Ifølge Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune, har juryen i sin motivation indfanget essensen af Fra gade til by-projektet:

– Omdannelse af Thomas B Thriges Gade har bundet det historiske hjerte af Odense sammen igen. Forandringerne er så gennemgribende og vellykkede, at de har ændret forståelsen af, hvad Odense er. Fysisk er det lykkedes med en vision om at fredeliggøre bymidten, så området i dag er en forenet bydel fuld af grønne rum, intime pladser, supercykelsti, letbane og en international arkitektonisk perle med det nye H. C. Andersens Hus. Mentalt er det et vigtigt symbol på en by, der tør forandre sig. Byudviklingsprojekter af den kaliber kan kun lade sig gøre i fællesskab, og jeg vil gerne takke både samarbejdspartnere og odenseanerne for enestående opbakning, engagement og tålmodighed undervejs, siger han.

Også by- og kulturrådmand i Odense Kommune Søren Windell glæder sig over vinderprojektet:

– Jeg er meget taknemmelig for den anerkendelse af medarbejdernes gode arbejde, der ligger i projektudviklingsprisen. Prisen bekræfter mig samtidig i, at en helhedsorienteret indsats og et dedikeret fokus på byens udvikling er meget betydningsfuldt. Vi har sammen med Realdania, Entasis og Sweco forvandlet en stærkt trafikeret, firesporet vej til en ny bydel til glæde for borgere og erhvervsliv. Den ambitiøse omdannelse har gjort Odense endnu mere attraktiv som storby for byens borgere, øvrige fynboer og ikke mindst turister fra Danmark og udlandet, siger by- og kulturrådmanden.

Tilbage til den oprindelige grundudformning

Den firesporede Thomas B. Thriges Gade blev anlagt i 1960’erne og udgjorde i årtier en central åre i Odenses infrastruktur, men anlæggelsen af vejen delte samtidig bymidten i to. Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade har ført området tilbage til sin oprindelige grundudformning: en forenet bymidte, der i 2022 blev indviet som en ny, bilfri og grøn bydel.

Realdanias administrerende direktør, Jesper Nygård, siger om prisen til det mangeårige fælles projekt:

Fra gade til by-projektet viser, hvor langt man kan komme med stærkt samarbejde, solid faglighed og ikke mindst modet til at træffe svære beslutninger. Det er et visionært projekt, som vi håber, kan inspirere og vise vej for mange andre byer. Jeg mener, at alle, der har været med, kan være stolte over det, vi er lykkedes med sammen. Jeg oplever selv den største glæde, når jeg ser den nye letbane og masser af mennesker, der cykler eller går igennem området. Så kan man virkelig mærke den konkrete værdi af det lange seje træk i forhold til at skabe en mere bæredygtig bydel, siger han.

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top