Planklage- samt Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Svendborg Kommunes afgørelser.

Der er onsdag d. 7. juli 2021 kommet afgørelse fra Planklage- samt Miljø og Fødevareklagenævnene i sagen om Skiftekær-møllerne på Tåsinge. Afgørelserne er, at Svendborg Kommunes lokalplan og tilladelse til vindmøllerne er stadfæstet. Det betyder, at vindmøllernes drift kan fortsætte.

Formanden for Teknik- og Erhvervsudvalget Flemming Madsen og formand for Miljø- og Naturudvalget Bruno Hansen udtaler samlet, at der har været foretaget et grundigt og omfattende arbejde i kommunen, og de glæder sig over, at sagen nu er afsluttet, idet afgørelserne er stadfæstet. 


Fakta om sagen:

Byrådet vedtog d. 30. juni 2020 et kommuneplantillæg og en lokalplan for to vindmøller ved Skiftekær, Tåsinge. Forud for vedtagelse, blev der gennemført en miljøvurdering af planerne og en miljøvurdering af selve projektet med en tilhørende VVM-tilladelse.

I juli 2020 var der en række borgere, der klagede til henholdsvis Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet over beslutningen. Der er klaget over en række forskellige forhold blandt andet kommunens vurdering af flagermus og havørn.

Havørn er en af de arter, der danner grundlag for udpegningen af det nærmeste NATURA 2000 område, det vil sige et særligt beskyttet naturområde. Flagermus er en såkaldt ”bilag IV-art”, som man i EU har besluttet skal beskyttes ved at sikre, at yngle- og levesteder for flagermus ikke ødelægges eller beskadiges.

De væsentligste øvrige klagepunkter omfatter støj fra vindmøllerne og påvirkning af andre beskyttede fuglearter.

Planklagenævnet stadfæster plangrundlaget med den tilhørende miljøvurdering af planerne. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster VVM-tilladelsen med tilhørende miljøvurdering, dog på betingelse af, at møllernes drift skal stoppes i perioden fra solnedgang til solopgang fra d. 15. juli -15. oktober ved lave vindhastigheder af hensyn til eventuelle flagermus i området.

Se den originale nyhed fra Svendborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top