Høring af forslag til delvis ophævelse af byplanvedtægt omfattende Ollerup Børnehus
Kommunalbestyrelsen har d. 7. februar 2023 besluttet, at forslag til delvis ophævelse af byplanvedtægt omfattende Ollerup Børnehus udsendes i offentlig høring.
Ollerup Børnehus ønsker at opføre et madpakkehus som supplement til institutionens øvrige faciliteter. Institutionen er delvist omfattet af byplanvedtægt 1 inkl. tillæg 1 og 2, som udlægger området til offentligt formål i form af et grønt område, som skal anvendes til friareal og stier til områdets bebyggelse. Jf. byplanvedtægten er det ikke tilladt at opføre bebyggelse inden for institutionens vestlige område.
Institutionens fysiske udviklingsmuligheder er på nuværende tidspunkt begrænset til det areal, som ikke er omfattet af byplanvedtægten. Det er derfor ikke muligt at udvikle institutionen, som en samlet enhed i overensstemmelse med den gældende kommuneplanramme.
Med forslaget ophæves en del af byplanvedtægten, så den ikke længere omfatter matrikel 51, Ollerup By, Ollerup. Arealet vil fremadrettet kun være reguleret af kommuneplanramme 08.01.O2.789, der udlægger området til offentlige formål i form af skoler, børne- og uddannelsesinstitutioner. Det betyder, at det forsat er muligt at anvende området til offentlige formål herunder institution. Området vil blive reguleret via kommuneplanens rammebestemmelser og bygningsreglementets bestemmelser.
Forslag til delvis ophævelse af byplanvedtægt kan ses som bilag. Forslaget er sendt ud til grundejer. Det er vurderet at forslaget ikke sendes til nærmeste naboer, da arealets anvendelse i dag bliver benyttet til institution og der ikke vil være nogen ændring i anvendelsen eller udvidelse af arealet.
Høringsperiode
Planforslaget er i høring i perioden fra d. 9. februar 2023 til og med den 9. marts 2023.
Har du indsigelser, bemærkninger eller ændringsforslag kan du sende dem via nedenstående mailadresse eller postadresse
Bemærkninger og høringssvar kan sendes til Plan@svendborg.dk
pr. brev til Byg og Byudvikling, Frederiksø 4A, 1. sal, 5700 Svendborg
Dit høringssvar vil blive offentliggjort med behandlingen af høringssvaret i forbindelse med Kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af lokalplanen.
Miljøvurdering
Svendborg Kommune har foretaget en screening af planforslagene i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Konklusionen på screeningen er, at planerne ikke forventes at medføre en væsentlig indvirkning på miljøet, og derfor ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal udarbejdes en miljørapport.
Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet (link til: https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/) inden otte uger fra den offentlige bekendtgørelse, hvilket vil sige frem til og med d. 9. marts 2023.
Afgørelsen med klagevejledning kan ses som bilag nederst på siden.
Midlertidige retsvirkninger
Indtil lokalplanforslaget er endeligt vedtaget, gælder der midlertidige retsvirkninger. Det betyder, at ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke må bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for at foregribe den endelige plans indhold.
Lokalplanens midlertidige retsvirkninger gælder i højst 1 år.
Kommuneplanen er ikke direkte bindende for ejere og brugere af ejendomme.
Byrådet kan dog efter planlovens § 12 udstede forbud mod udstykning og bebyggelse i strid med rækkefølgebestemmelserne (stk. 2) og forbud mod bebyggelse eller ændret anvendelse i strid med rammebestemmelserne (stk. 3).
Kommuneplantillæggets retsvirkninger træder i kraft ved byrådets endelige vedtagelse. Forbudskompetencen efter § 12 træder dog først i kraft ved kommuneplantillæggets offentlige bekendtgørelse.
Spørgsmål
Har du spørgsmål, kan du kontakte planlægger, Snorre Westh på telefon 24 79 27 36