Der har længe været et ønske om at få en bedre og større Veststrand i Rødvig. I går frigav kommunalbestyrelsen godt 1,6 millioner kr. til at sandfodre stranden.
Sandfodringen betyder, at der tilføres 15.000 m3 sand i det nordlige hjørne af Veststranden i Rødvig. Det svarer til én fodboldbane fyldt med halvanden meter sand.
Anette Mortensen, borgmester i Stevns Kommune, glæder sig over beslutningen og udtaler:
’Det er et vigtigt redskab i fortsat at kunne forbedre og passe godt på vores attraktive badestrand i Rødvig. Sandet vil virke som kystbeskyttelse, give en større strand og skabe bedre betingelser for at få tangen væk. Alt sammen til stor glæde både for vores lokale borgere, for besøgende, som benytter stranden, for turismen og for udviklingen af erhvervslivet på fiskerihavnen.’
Flemming Petersen, formand for udvalget Plan, Miljø og Teknik, udtaler:
’Det har været en lang proces, så det glæder mig, at vi nu står med en god løsning, og at vi forholdsvist hurtigt kan sætte sandfodringen i gang. Vi forventer, at vi allerede kan gå i gang i løbet af maj måned, hvor sandet vil blive sejlet til Rødvig, blive pumpet ind på stranden og fordelt på selve området’.
Fakta om sandfodring på Rødvig Veststrand:
- Projektet går tilbage til 2013, hvor en gruppe borgere har henvendt sig omkring strandforbedringer af Rødvig strand. Siden har kommunen været i dialog med de berørte grundejerforeninger og forskellige rådgivningsfirmaer, og har afholdt en række borgermøder.
- Det er virksomheden HedeDanmark, som kommer til at stå for sandfodringen. Sandet hentes fra et indvindingsområde i Faxe Bugt.
- I perioden hvor sandet fordeles på stranden vil det ikke være muligt at opholde sig på stranden. Der vil blive sat skilte op i området.
- Erfaringerne med sandfodringen evalueres senest i 2025. Et eventuelt behov for sandfodring i fremtiden, skal indarbejdes i et fællesprojekt om kystbeskyttelse.
Sidst opdateret
29.04.2021