Med stigende mistrivsel blandt børn og unge og et øget fokus på unges digitale liv som årsag, oplever skoler, fagpersoner og forældre en forventning om, at de kan håndtere temaer som skærme, adfærd og sociale medier.
Derfor er Sønderborg Statsskole, EUC Syd, Sønderborg, Det Blå Gymnasium og EUD/EUX på Business College Syd, Sønderborg samt Gråsten Landbrugsskole gået sammen med Sønderborg Kommune om projektet ”Fælles om digital trivsel”.
– Vi har politisk fokus på den stigende mistrivsel hos børn og unge, og vi kan se, at deres digitale liv har afgørende betydning. Derfor er det vigtigt for os, at unge får redskaber til at håndtere deres digitale liv, men også, at vi samtidig bliver bedre til at forstå og hjælpe dem som fagpersoner. Derfor er jeg så glad for projektet ”Fælles om digital trivsel”, som er skabt i samarbejde med fire af vores ungdomsuddannelser i Sønderborg Kommune, siger formand for Sundhedsudvalget, Didde Lauritzen.
Med projektet ”Fælles om digital trivsel” får de medvirkende ungdomsuddannelser baggrund og motivation til at undervise og prioritere dialoger om det digitale. Formålet er at opnå en digital bevidsthed, der skal støtte både fagpersoner og elever i en kontinuerlig proces, hvor fællesskab og åbenhed omkring det digitale kan løfte unges digitale trivsel.
Baggrunden for projektet er, at mange undersøgelsers dokumentation af børn og unge mistrivsel, samtidig med en diffus forklaring på, hvordan sociale medier og skærme influerer på det samlede billede. Emner og årsager, der knytter sig til det digitale, er mangfoldige: Selvbilleder, like-kultur, nøgenbilleder og delinger, manglende søvn, mobning, eksklusion, fake news, digitale trusler etc. Det gør anvendelsen af sociale medier og specifikke udfordringer individuel.
– Vi tror på, at vi kan rykke mere ved en fælles indsats, hvor vi sætter ind på flere niveauer, end ved en indsats, der er centreret om en lille eller begrænsende del af problematikken. Unge bruger det digitale på forskellige måder, og derfor er det vigtigt, at alle kan få de indsigter og den hjælp, de har brug for. Sønderborg Kommune er med til at skabe et fællesskab, så de – og vi – ikke står alene med at forsøge at finde de rette ben at stå på i den digitale omstilling, siger næstformand for Sundhedsudvalget, Bo Kleis Christensen
Projektet er startet op i en fælles dialog i netværket UngeLiv, som er en stærk og veletableret netværksstruktur mellem Sønderborg Kommune og kommunens ungdomsuddannelser. I fællesskab er der indgået et samarbejde med facilitator Lykke Møller Kristensen, som er journalist og ekspert i digital adfærd og kultur.
Sådan foregår projektet
Projektet er en kombination af viden, undervisningsmaterialer og dialogfremmende spørgsmål samt seminarer for fagpersoner. Der knytter sig desuden en vidensplatform til projektet, hvor fagpersoner kan finde materialer, viden og idéer til et års undervisning.
Projektet i korte træk:
-Indledende seminar/kursus for alle medvirkende fagpersoner på skolerne
-Kick-off-foredrag for elever ved skolestart
-Mulighed for sparring og kontakt med facilitator, Lykke Møller Kristensen
-Vidensplatform med viden og redskaber samt materialer til undervisning i 12 temaer med valgfrie undertemaer
-Undervisning i mindst fire temaer pr. skole
-Webinar for fagpersoner efter tre måneder
-Socialt medieråd for elever, der udvælges på skolerne
-Opsamling af læringspunkter forår 2024