Fra uge 43 udbyder kommunen for første gang tilbuddet ’Far på færde’, der er et nyt tilbud til fædre, som gerne vil deltage i aktiviteter og et fællesskab med andre fædre.
Kommunens sundhedsplejersker oplever, at rigtig mange fædre føler sig usikre, og går rundt med spørgsmål som: Hvordan skal jeg relatere til mit barn, hvilken slags far vil jeg gerne være, og hvad kan man egentlig lave sammen med et helt lille barn? Samtidig er der flere og flere fædre, der tager en væsentlig del af den sidste del af barselsorloven, og dermed stiger efterspørgslen også efter netværk og aktiviteter målrettet fædre.
Fars formiddag på biblioteket
’Far på Færde’ er et samarbejde mellem Biblioteket Sønderborg og Sundhedsplejen i Sønderborg Kommune. Hver onsdag formiddag fra klokken 10 til 12 kan fædre møde andre fædre og skabe netværk i børnebiblioteket, hvor man kan snakke, lege og læse. Cirka hver anden onsdag, er der en aktivitet på programmet. De fleste gange vil det være fædre, der fortæller om forskelige emner som fx: Hvordan kan du sammen med dit barn bruge naturen, give førstehjælp, lave mad, synge og lege mm. Sundhedsplejersken deltager de onsdage, hvor der er aktiviteter på programmet.
Aktiviteterne starter op efter efterårsferien 2020. Program og tilmelding findes på Biblioteket Sønderborgs hjemmeside, og vil bl.a. blive annonceret via kommunens Facebookside og direkte via Sundhedsplejen.
FAKTA
Efterfødselsdepression rammer også fædre: I dag er det både mor og far, der blive screenet for efterfødselsdepression. Undersøgelser viser nemlig, at næsten lige så mange fædre som mødre er i risiko for at udvikle symptomer på depression efter fødslen. For at understøtte fædrenes sundhed og forebygge efterfødselsreaktion, er det derfor vigtigt at sundhedsplejerskerne har fokus på fædrene og støtte dem i deres tidlige involvering i deres børn.
Færre skilsmisser: Undersøgelser viser ligeledes, at fædre der er aktivt involveret og engageret i omsorgen for deres barn lever længere, er sundere og har færre fysiske og psykiske helbredsproblemer. Fædrene er mere produktive i deres arbejde og udtrykker større tilfredshed med deres liv. Og endeligt er der også tal der viser, at der er færre skilsmisser i de familier, hvor fædrene får mulighed for at styrke deres relation til børnene.
Citater
– Det er enormt positivt, at fædrene kommer mere og mere på banen, går på barsel, og spiller en stadig mere aktiv rolle i barnets liv og opvækst. Men mange er vokset op i en familie, hvor der i generationer har været tradition for, at mor er den primære omsorgsperson. Det er klart, at man som far kan være usikker på, hvordan man skal træde i karakter, hvis man ikke har set nogen gøre det, og ikke selv har oplevet en nærværende far, siger formand for Sundhedsudvalget Helge Larsen.
– Det har stor betydning for hele familiens trivsel, at den nybagte far finder sig godt til rette i de forandringer, der altid følger med en familieforøgelse. Det er risikoen for bl.a. efterfødselsdepression og skilsmisse vi er oppe imod. En støtte til faren, på et tidligt tidspunkt, er i virkeligheden en meget lille investering, der kan få uendelig stor positiv betydning for en hel families trivsel på lang sigt, siger næstformand i Sundhedsudvalget Didde Lauritzen.