Historiske bygninger i Augustenborg solgt til Realdania By & Byg

Den fredede Gamle Drengeskole og den tidligere brandstation i Augustenborgs bymidte er netop blevet solgt. Ejendommene ejes i dag af Sønderborg Kommune, og køber er Realdania By & Byg, der har købt de to historiske ejendomme på ca. 500 kvadratmeter.
 
Salget er en del af masterplanen for Hertugernes Augustenborg, som er bundet tæt sammen med etableringen af et sundhedshus i Augustenborg i det tidligere rådhus, der er nærmeste nabo til de solgte bygninger.
 
– Jeg er rigtig glad for, at Realdania By & Byg sammen med os ser det store potentiale i Augustenborg. For renovering og udnyttelse af de gamle og historiske bygninger er en vigtig del af realiseringen af masterplanen for Hertugernes Augustenborg for at skabe en attraktiv bymidte med fokus på kulturmiljøet. Et samarbejde med fonde og private investorer er afgørende for at gennemføre Hertugernes Augustenborg, og Realdania By & Byg er en stærk partner, og vi glæder os til at forsætte det gode tætte samarbejde med dem. For den unikke kulturarv i Augustenborg rummer et væsentligt udviklingspotentiale, som kan være med til at tiltrække turister, skabe flere arbejdspladser og sikre en øget bosætning i byen, siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune. 

Han tilføjer, at salget sikrer de kulturhistorisk vigtige bygninger, da mulighederne for at omdanne en utilpasset bygningsmasse til et vigtigt kulturmiljø kan ske i tråd med Realdania By & Bygs fokus på bæredygtighed.
 
Realdania By & Byg ser frem til at udvikle de historiske ejendomme i Augustenborg.
 
– De to historiske huse har arkitektonisk og kulturhistorisk værdi i sig selv – og som en del af bymiljøet. Vores ambition er at restaurere drengeskolen og den tidligere brandstation, så deres kvaliteter gøres tydeligere. Det skal sammen med Sønderborg Kommunes genanvendelse af det tidligere rådhus til nyt sundhedshus og bearbejdning af området omkring Louise Augustas Plads skabe et indbydende byrum, som løfter både nyt og gammelt. Vi glæder os til sammen med Sønderborg Kommune at vise, hvordan genbrug, ombygning og restaurering kan anvendes til at reducere CO2-aftrykket betragteligt i forhold til at bygge nyt, siger adm. direktør i Realdania By & Byg Peter Cederfeld. 

Bygningerne er i dag bygget sammen med det tidligere rådhus, og køber skal nu i gang med at udvikle bygningerne med en anvendelse indenfor den eksisterende lokalplan.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top