Peter Søndergaard var netop startet i et rehabiliteringsforløb efter en kræftoperation, da landet lukkede ned i foråret. Sundhedshuset omlagde sit rehabiliteringsforløb til et virtuelt forløb, hvilket gjorde det muligt for Peter og andre borgere at fortsætte rehabiliteringen og komme til kræfter igen.
En efterårshoste, der ikke ville forsvinde, vendte op og ned på Peter Søndergaards liv i efteråret 2019. Dengang var Peter 76 år gammel, og den tidligere murer og lastbilchauffør, der endnu ikke helt har sluppet lastbilsgerningerne, havde en god fysik og godt helbred, hvor influenza kun var noget, som andre fik.
Peter gik til læge med sin hoste. Herfra blev han henvist til hospitalet, hvor lægerne opdagede en mørk plet på hans lunge. Peter havde kræft, og han blev opereret i december. En forholdsvis simpel operation, hvor øverste højre lungeklap og lidt af lungen blev fjernet. Men selvom Peter nu var kræftfri, var han stadig mærket. Kroppen havde været under et stort pres, og det samme var psyken.
– Efter operationen gik jeg psykisk ned. Jeg kunne ikke sove om natten. Jeg begyndte ved en psykolog, som sagde, at det var dødsangst. Jeg turde ikke sove om natten, fordi jeg var bange for at blive kvalt, fortæller Peter Søndergaard.
Tilbud om rehabilitering
Peter blev anbefalet et rehabiliteringsforløb hos Sundhedshuset, hvor han sammen med andre borgere med kræft kunne genoptræne sin krop og tale med andre mennesker i samme situation som ham selv.
Sundhedshuset har tre typer forløb til borgere, der har eller har haft kræft. Forløbene passer til mennesker med forskellige udfordringer og behov, og Peter begyndte i forløbet ”Kom til kræfter” for både mænd og kvinder. De næste tre måneder skulle han to gange om ugen deltage i forløbet, som både har fokus på det fysiske, psykiske og sociale.
Landet lukker ned
Kun to uger efter Peters første træning lukkede statsministeren Danmark ned. Peter ærgrede sig, men var ikke som sådan bekymret for sit helbred, fordi han havde stor støtte i sin kone Hanna, og fordi hans krop ikke skulle bygges op til at stå igennem kemobehandling.
I Sundhedshuset arbejdede de derimod på højtryk for at finde en løsning. De var fuldt bevidste om, at deres borgere tilhørte den sårbare smittegruppe, og at der ville gå længe, inden de kunne genoptage forløbene på normal vis. Samtidig var træningen og samværet vigtigt for borgerne.
– For mange af vores borgere kunne nedlukningen have den konsekvens, at de stoppede med fysisk aktivitet og tabte muskelmasse. I værste fald betyder det, at de tåler deres behandling dårligere. Derfor var jeg bekymret for de borgere, der stod og havde et behov for træning nu og her, fortæller Ditte With, som er fysioterapeut og koordinator for kræftrehabiliteringen.
I første omgang kontaktede fysioterapeuterne i Sundhedshuset borgerne over telefon og gav råd og vejledning til den enkelte, om hvordan de kunne få bevæget sig. Sundhedshuset fik også lagt videoer op med inspiration til hjemmetræning.
Herefter holdt medarbejderne i Sundhedshuset møder på tværs af teams og faggrupper. De formede en arbejdsgruppe, der skulle teste mulighederne for at gøre forløbene virtuelle.
– I begyndelsen tænkte jeg, at det ville blive en rigtig svær opgave, fordi vi er så vant til at have borgerne i hænderne og på den måde have en rigtig god føling med, hvordan det går, og hvordan vi kan hjælpe dem bedst muligt, både fysisk, psykisk og socialt, fortæller Ditte With.
Virtuel træning
Ditte With og tre andre fysioterapeuter i Sundhedshuset afprøvede forskellige løsninger og fandt frem til et program, som egnede sig godt virtuelt. Herefter kontaktede de borgerne fra de forskellige forløb og tilbød dem at fortsætte træningen virtuelt. Herefter fik borgerne tilsendt et link i deres e-boks, som de skulle gå ind på, hver gang der var træning.
– Opstarten var ikke som sådan svær, men det var nyt land for både os og borgerne, og det gjorde, at vi var nødt til at gøre os nogle erfaringer hen ad vejen. Den virtuelle træning gav tekniske udfordringer i begyndelsen, og det var også en udfordring, at vi ikke kan se borgerne lige så godt, når vi træner. Men borgerne har taget forbavsende godt imod det, fortæller Ditte With.
Ligesom den fysiske træning starter den virtuelle træning med en runde, hvor alle fortæller, hvad der er sket siden sidst. Det kan være alt fra svar på kontroller til, hvad der er sket i deres liv. Her er der mulighed for at spørge ind til hinanden og dele erfaringen. Herefter begynder træningen, hvor maskinerne er skiftet ud med stole og andre redskaber fra hjemmet. Til sidst samles deltagerne digitalt igen og samler op på dagens træning.
– Det har fungeret rigtig godt med træning virtuelt, må jeg sige. Den har virkelig sin berettelse. Det ville være forfærdeligt at skære den væk, for Ditte og Jette forstår virkelig at give os sved på panden gennem skærmen, fortæller Peter Søndergaard.
Fordele ved virtuel træning
Sundhedshuset var bekymret for at miste det psykiske og sociale aspekt af rehabiliteringen, fordi det kan være sværere at afkode og fornemme hinanden gennem en skærm. En væsentlig del af rehabiliteringen er nemlig at give borgerne følelsen af at være en del af et fællesskab, fordi Sundhedshuset har erfaring med, at det har betydning for borgernes motivation, succes i forandringer og deres livskvalitet. Tilsyneladende lykkes det at opnå dette i vid udstrækning.
– Selvom det er foregået over computeren, så har vi været åbne og ærlige over for hinanden, fordi det er et trygt fællesskab at være i. Vi er jo alle sammen i samme situation. De har fortalt mig om deres sygdom. Jeg har også fortalt dem på holdet om mine problemer med at sove. Så har vi snakket om det, fortæller Peter.
Faktisk har den virtuelle træning endda vist sig at have store fordele.
– Det er en stor fordel, at borgeren kan blive i sit eget hjem. Det betyder, at vi når nogle af dem, som ville være begrænset af at møde op i Sundhedshuset eller naturen, fordi de indimellem kan have det skidt og være meget trætte på grund af deres behandling. For dem har den virtuelle træning betydet, at de bedre har kunne overskue at være med på de svære dage, fortæller Ditte With.
Endnu en fordel er, at borgerne har lettere ved at overføre træningen til noget, som de kan fortsætte med derhjemme, når deres forløb er slut, fordi de alle har en stol og et tæppe, men de færreste har træningsmaskiner. Fordelene ved den virtuelle er faktisk så store, at Sundhedshuset arbejder på også at kunne tilbyde virtuel træning, når det bliver muligt at holde fysiske forløb igen.
– Det er min klare vurdering, at vi fremadrettet også efter epidemien vil tilbyde borgere i rehabiliteringsforløb både virtuel og fysisk træning. Der er simpelthen for store gevinster til ikke at implementere det på sigt, lyder det fra Sundhedshusets leder, Lotte Skytte.