Sektionen Rengøring har et mål om at alle rengøringsassistenter bliver uddannet som rengøringsteknikere for at styrke kompetencerne, den faglige stolthed, arbejdsglæden og den personlig udvikling. 60 ud af 225 er uddannet.
Rengøring er et fag
Projektet er blevet til på baggrund af et længerevarende ønske.
– I mange år har det været diskuteret, hvordan man kan professionalisere branchen og skabe større anerkendelse af professionen rengøring. Vi traf en beslutning, at det var slut med snak. Nu ville vi gøre noget, det siger Joel Engblad, sektionsleder i Ejendomme, Rengøring.
Derefter satte Rengøring sig et mål om at uddanne alle sine medarbejdere til rengøringsteknikere. Der var dog flere som ikke havde kompetencerne til at tage uddannelsen. Det kunne være ordblindhed eller sprogvanskeligheder, flere af medarbejderne har en udenlandsk baggrund, som var forhindringer.
Derfor blev alle medarbejderes kompetencer undersøgt og dem, der skulle have et kompetenceløft for at tage uddannelsen som rengøringstekniker, fik først tilbudt et FVU-forløb – forberedende voksenuddannelse.
Et omfattende projekt
På FVU får medarbejderne undervisning i dansk og matematik, så de bliver i stand til at tage uddannelsen som rengøringstekniker. Hele projektet har været og er stadig omfattende. Det er et projekt, som tager tid, og det fortsætter frem til 2020. Det er nemlig en logistisk udfordring at få dækket af med vikarer for de medarbejdere, der er afsted til undervisning.
Uddannelsen som rengøringstekniker tager et halvt år. 12 uger går med undervisning og 12 uger med praktik rundt på mange arbejdssteder. Under uddannelsen lærer medarbejderne om kemi, rengøringsmaskiner, -teknikker og -metoder, ergonomi, arbejdsplanlægning, psykologi og konflikthåndtering.
Betyder meget
Udover det faglige løft har projektet også løftet flere af medarbejderne personligt, deres arbejdsglæde og integrationen hos nogle af medarbejderne.
– Det er en personlig succes, når de er færdige med FVU-forløbet eller uddannelsen, og de får et bevis. Det er helt vildt at se, hvordan nogle vokser personligt, siger Joel Engblad.