I denne uge skal der stemmes til Silkeborg Ungebyråd. Og derfor har der været gang i snakken om det nære demokrati på skoler og gymnasier den seneste tid.
Foto: Silkeborg Ungebyrådet 2017/2018
For fjerde gang er der valg til Silkeborg Kommunes ungebyråd. Og i denne uge stemmer de unge om, hvem der skal repræsentere kommunens ungdom.
Alle unge fra 7. klasse til de er 19 år, der bor i Silkeborg Kommune, kan stemme – og mange har stillet op for at få indflydelse på det, de brænder for.
– Det er dejligt at opleve, hvordan både skolerne og de unge bakker op om ungebyrådet i Silkeborg Kommune. Det uddannelsesmateriale, som skolerne arbejder med de unge om netop nu, skal blandt andet vise, at de unge rent faktisk har god mulighed for at få indflydelse på, hvordan deres nærmiljø ser ud, siger Steen Vindum, borgmester i Silkeborg Kommune.
Ungebyrådet holder seks møder om året. På det første møde vælger medlemmerne af ungebyrådet de fire emner, som de vil arbejde med i løbet af året.
Når emnerne er valgt, bruger ungebyrådet de efterfølgende møder på at diskutere emnerne og sende idéer og forslag videre til byrådet som indstillinger. Ungebyrådet kan lave fire indstillinger til byrådet pr. år.
– Ungebyrådet er ikke bare til pynt. De har gennemslagskraft til at bringe sager for byrådet, som skal behandles på lige fod med de øvrige udvalgs sager. Derfor er det også vigtigt og betydningsfuldt arbejde, der sker i ungebyrådet, understreger Steen Vindum.
Cecilie Bay på 16 år er nuværende ungeborgmester, men var også med i ungebyrådet for tre år siden, da hun gik i 7. klasse, og hendes opfordring er klar:
– Ungebyrådet er et fedt fællesskab – også selv om det i starten føltes som en stor opgave at repræsentere alle unge i Silkeborg Kommune. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg godt kunne lide det. Så min opfordring til kommunens unge er helt klart, at de skal prøve det af, hvis de har idéer til, hvordan det gode ungdomsliv i Silkeborg skal se ud, siger Cecilie Bay.
Ungekulturhuset er født af de unge
Særligt Ungekulturhuset er et godt eksempel på et meget konkret resultat af ungebyrådets arbejde.
– Vi var positivt overraskede over, at projektet rent faktisk blev til noget, for det har været undervejs nogle år. Så det er jo fantastisk, at det står klar nu, fortæller Cecilie Bay.
Ungebyrådets ønske med det nye Ungekulturhus var at styrke ungemiljøet, uddannelsesmiljøet og kulturmiljøet omkring Campus Bindslevs Plads.
Huset skal være åbent for unge i alderen 13-25 år, så de kan mødes for at styrke venskaber og netværk på tværs af de forskellige ungemiljøer – og give dem mulighed for at udfolde sig kreativt på forskellige værksteder.
Ungekulturhuset åbner formelt i efteråret 2018, men holder allerede nu åbent hver torsdag fra kl. 13 -21, hvis du har lyst til at kigge forbi.
Fakta om ungebyrådet
- Sammensat af unge fra hele kommunen
- Kan sætte emner på den politiske dagsorden – både i fagudvalg og i Silkeborg Byråd
- Holder møde i byrådssalen seks gange om året og har en direktør som sekretær
- Etableret i 2015
- Medlemmerne er valgt ind for ét år ad gangen
- Læs mere om ungebyrådets arbejde her
Yderligere oplysninger
Steen Vindum, borgmester i Silkeborg Kommune: 89 70 13 01