Historien bag Silkeborg Slot

Historien bag Silkeborg Slot

D. 28. juli blev Silkeborg Slot indviet ved et stort åbningsarrangement med omkring 3000 gæster. Et af arrangementets indslag var ved tidligere direktør for Museum Silkeborg, Christian Fischer, som holdt en forrygende tale om slottets historie. Læs hele talen her.

Tale ved Christian Fischer fra åbningsarrangementet “Gensyn med Silkeborg Slot”, som blev afholdt den 28. juli 2017.

Sagnet om Silkeborg

Vores byvåben viser en borg kronet af en bispehue. Sagnet derom lyder:

”Bisp Peder ville en gang bygge sig en gård, men vidste ikke hvor. En gang sejlede han på Gudenåen og tog sin silkehue af hovedet og lod den flyde på vandet og hvor den flød i land ville han bygge gården. Således fandt han stedet og da gården var færdigbygget kaldte han den Silkeborg”.

Sagnet er en smuk historie, men det er blot en skrøne. Man kan kalde det datidens ”fake news”. Alligevel lever sagnet videre i bedste velgående som vores byvåben.

Ordet ”silke” betyder på oldnordisk enten en slags piletræ eller langsomt/stillestående vand. Så måske betyder Silkeborg blot: ”borgen ved det stillestående vand”.

Slottets historie

Arkæologer og historikere har længe været enige om, at slottet begyndte som et lille rundt forsvarsanlæg. Rent faktisk lige her, hvor jeg står. Når vi i dag ved mere om det, skyldes det Papirfabrikkens lukning for mere end 15 år siden. Det gav mulighed for at lave udgravning indenfor det hegn, der effektivt havde afskåret silkeborgenserne adgang til det den gang tilgroede, sumpede område, som rummede de fleste bygningsrester i form af fundamenter.

Opgaven lød at finde det ældste spor af Silkeborgborgen, helst i form af egetræ, som vi kan datere ret så nøjagtigt. Kort tid efter lød dateringen: træet til forsvarsanlægget var fældet forsommeren for godt 600 år siden i 1385, det vi kalder middelalder.

Dermed kunne vi sætte navn på bygherren. Det var nemlig adelsmanden Erik Mus. Han var en dynamisk mand, som var med på det nye. Det viste hans våbenskjold, der bar tegningen af et vandmøllehjul, som var landets første maskine, og det ville han godt ville kendes på. Måske var det Gudenåens vandkraft, der fik ham til at anlægge sin bolig her.

Men hvorfor anlægge en bolig med et forsvarsanlæg? Svaret ligger i de politiske forhold, som rådede. Kongen Erik Glipping var blevet myrdet i Finderup Lade 100 år før. Siden da havde der hersket politisk kaos i lange perioder, og på et tidspunkt var store dele af landet pantsat til den tyske Kullede grev Gerhard. Han blev myrdet i Randers i 1340 af væbneren Niels Ebbesen – og så var det gældsproblem løs!

Der var derfor god grund til at dem, der havde mulighed for det, især adlen byggede sig et beskyttelsessted, hvis ufred nærmere sig. Familien blev sendt op i et tårn med mad og våben, og så handlede det bare om at afvente hjælp fra frænder eller i bedste fald, at fjenden drog videre!

På samme tid var der tilsvarende anlæg i Dynæs, Virklund og Kongsø.

Kort efter at forsvarstårnet var færdigt, forbød Dronning Margrethe i 1396 imidlertid brug af sådanne forsvarsanlæg, fordi hun alene ville have magten i landet. Og hun var ikke den første kvinde, som kom til ændre forholdene for SilkeBORGEN, som vi nu kan kalde den.

Ved manden Erik Mus´s død arvede datteren Thore Silkeborg. Som sjælegave gav hun det i 1414 videre til bispestolen i Aarhus, fordi de skulle bede for hende – specielt efter hendes død, så hun hurtigere kunne kommen gennem skærsildens flammer og derefter til Himmerig.

Biskoppen, der modtog gaven, hed Bo Magnussen Porse. Når vi kender til den sag, var det fordi både Thores ægtemand Laurids Hvas og børn – som det ofte sker i arvesager – af gode grunde ikke var glade for den beslutning og prøvede at omgøre den. Det kom der skriverier ud af, som er bevaret på Rigsarkivet – i dag klager vi ofte over langsommelighed – men den sag tog 116 år og bisperne, der dog undervejs havde brugt stedet, fik først endelig medhold i ejendomsrette; det kun 4 år før reformationen, hvor de skulle miste den igen.

Den tids biskopper var indflydelsesrige og meget velhavende. De tog ofte ophold på Silkeborg. Biskop Ejler Madsen døde på slottet i 1501, og hans efterfølger biskop Niels Clausen Skade tog fast ophold i Silkeborg i 1520. Han døde på slottet i julen 1531. Det blev nærmest et hospice for biskopper! De er begge begravet i Aarhus Domkirke.

De arkæologiske undersøgelser har vist, at Stenhuset er bygget lige omkring 1510, så biskop Niels Skade må være bygmesteren bag det store stenhus.

Hvad biskopperne efterlod sig af kirkelige genstande er beskedent, men messeudstyr er nok til at fortælle, at bøn og sang i et kapel har været en del af dagligdagen.

Reformation og kongerne

Da reformationen kom til Danmark 1536 i år for snart 500 år siden blev ejendom, som havde tilhørt den katolske kirke konfiskeret af kongemagten – det var 1/3del af landet. En lensmand – borgmester, politimester og dommer – kom til at bo og administrere i bygningerne på land, mens stenhuset omkranset af Gudenåen og en voldgrav nu blev kaldt for ”Kongens Hus”, da det blev reserveret til kongen, når han gæstede Silkeborg. Nu kunne det kaldes et slot, da det var kongelig ejendom!

Huset havde to etager ovenpå en kælder, der rummede plads til smør, nedsaltet eller røget kød, brød og salt – og den var velegnet til opbevaring af øl og vin, som var en vigtig del ved kongernes ophold. I etagerne ovenpå fandtes ”Kongens gemak” og ”Dronningens gemak”, samt flere mindre værelser, heriblandt ”Fruerstuen” og vel en stor gildesal/riddersal til fest.

Om Frederik 2.’s ophold på Silkeborg ved vi kun lidt. Han har underskrevet breve her. I 1590 anmelder han sin ankomst og pålægger lensmanden at sørge for ”en god underholdning” dvs. godt logis, mad og drikke.

Han oprettede de kongelige glasværker i skovene ved ”Glarbo” inden værkerne blev nedlagt af Christian 4. leverede de mere end 100.000 glas til at drikke af eller sætte i ruder til hoffet i København.

Frederik 2.´s søn Christian 4. kom på bl.a. besøg i 1597 – det skete 6 gange i hans regeringstid. Når han lagde vejen forbi blev alle sejl sat til: lensmandens hustru lånte ekstra dyner, duge og tæpper til væggene i form af flamske tapeter, silkestoffer og rødt klæde fra Flensborg. Andet udstyr blev lånt fra de nærtliggende godser Aunsbjerg og Vinderslevholm. Anders Glarmester, som have værksted, hvor museet nu ligger, satte nye vinduer i, murerne reparerede og kalkede og skorstensfejere kom i aktion. Skibsbygger ordnede slottets både (Færgebakken i Alderslyst fortæller om den gang man skulle sejles over Langsøen – før Viborgbroen blev bygget), fiskerne fik nye liner, så de bedre kan fange fisk til maden. Yderligere jagtheste måtte anskaffes og ikke mindst rigeligt med drikkevarer, hertil musikanter. Regnskabet fortæller også om udgifter til mad til jagtfalkene og hundene.

Det var utroligt, hvad kongen kunne klare af fest og våde varer. Det fortælles, at han kunne klare mere end de fleste, og så endda være frisk dagen efter til gæsternes store forbløffelse. Den engelske gesandt Lord Leicester fortæller i et brev, at han deltog i et gilde i Glückstadt, hvor kongen tømte 35 skåle. Selvom kongen måtte bæres til sengs siddende i hans stol, red han ved første daggry ud på jagt og Lorden måtte indrømme, at skønt kongen ofte ses drukken, så ”med Omhu varetager ¨(han) sine Forretninger”.

At jagten var vellykket vises ved, at det tog 3 slagtere 7 dage at partere og nedslagte vildtet. Kongen drog herefter videre, og selvom han altid var på farten fik han 23 børn dog med 5 kvinder. Hertil det ”løse”, som det diplomatisk skrives.

I 1615 fik Christian 4. lavet en personlig hovednøgle til den yderste dør i slottet.

Desværre var jagt og elskov ikke den eneste lidenskab Christian 4. havde. Hærfører var en anden og det med et katastrofalt resultat. Ud over at miste højre øje ved søslaget på Kolberger Heide fik han svenskerne for alvor på nakken til lands. I perioden frem til 1645 blev slottet tre gange hærget i forbindelse med svenskekrigene, og i 1650 blev det store stenhus (Kongens Hus) simpelthen ubrugeligt.

Det fremgår med al ønskelig tydelighed, da kongen lader lensmanden fra Kolding, Mogens Bille, besigtige slottet den 4. december 1645. Han skriver:

”Kongens Hus – er ganske øde og ruineret. Det gælder vinduer og døre, som er væk. Begge hvælvinger er helt sammenfaldne. En stor del af taget er også væk og blytaget over tårnet forsvundet”.

Med den tilstandsrapport domineret af K3ér ophører funktionen som kongebolig, og huset bliver kun nødtørftigt repareret.

Lensmændenes arkiv

Lad mig slutte af med lidt om lensmændenes meget specielle opgaver. Lensmændene skulle både sikre inddrivelse af skatter, få mest ud af besiddelserne – også til sig selv – og holde styr på moral, overholdelse af love mm. De skulle sikre, at kongen fik et behageligt ophold, når han og hans følge kom forbi. Lensmanden var en pertentlig bogholder, så rigsarkivet indeholder et helt fantastisk skatkammer med oplysninger.

Moralen skulle han varetage f.eks. ved tilfælde af utroskab eller lejemål, som man kaldte det. Det var noget af en indtægtskilde! Et eksempel er Knud Nielsen, der i 1596 i Lovdal måtte betale 6 mark, fordi han havde ligget med Maren Christensdatter. Tilsvarende måtte Niels Jensen også pænt betale, samt både Bruun Smed og Jens Pedersen, som begge havde ligget i med Mette Pedersdatter. Udover at betale bøden, så skulle der også være et offentligt skrifte i kirken. Hvis man dukkede op fuld i kirken, ladede sit vand eller kastede op, modtog man også en bøde. Dette erfarede Jens Nielsen i 1598, som betaler 1 daler for denne uhyrlighed.

Lidt dyrere var det, da lensmanden i 1637 måtte betale bødlen for at hænge tyven Søren Isen, mens smeden i Funder fik 1 daler for at smede håndjern til den hængte. Alt dette kan vi læse om i lensregnskaberne.

Lad os blive ved det uhyggelige. Et fangehul, hvor de sad inden henrettelsen var en del af bygningskomplekset. At sørge for at troldmænd og troldkvinder fik deres straf og blev udskilt af samfundet, var nemlig også lensmanden Christen Holch´s ansvar. I 1618 fortælles det, at troldkvinde Anna Siemsensdatter med det sigende tilnavn ”So” var blevet pågrebet i Vrads, hvor hun gik og tiggede. Lensmanden måtte betale bødlen Jacob Skarpretter for at brænde hende i Vrads, hvor hun blev pågrebet. I detaljer ser vi i regnskabet, hvad hun kostede i forplejning inden henrettelsesdagen, som ender med at lensmanden betaler 1 mark i drikkepenge til bødlen og hans hjælpere for udført retfærdighed.

En eksportvare fra Midtjylland, som ad Gudenåen blev fragtet fra slottet til Bremerholm i København var jern udvundet af myremalm, som egnen var rig på. Dog udeblev de store indtægter fra egnen, og som indfrielse af gæld, bliver slottet i 1664 derfor overdraget til vinhandleren Christian Fischer fra Glükstadt, det sted hvor gesandten havde set konge nedsvælge 35 genstande. Christian Fischer havde været kongelig mundskænk for både Christian 4. og Frederik 3.

I 1720 bliver slottet generhvervet til Kronen på ny, nu for at være kaserne for ryttertropper.

For 250 år siden i 1767 bliver slottet solgt til Nicolai Hoff, som vælger at rive de faldefærdige bygninger ned. Materialerne blev genbrugt til bygningen af Silkeborg Hovedgård, som i dag rummer Silkeborg Museum. I år kan den bygning dermed fejre 250 års fødselsdag, så hvis nogen spørger, hvad der blev af slottet, så kan man blot pege mod Hovedgården og sige der!!

Det er mit håb, at denne beskrivelse af, hvad der er foregået her på stedet, har givet en forklaring på navnet Silkeborg samt givet jer fornemmelse af, at vores rødder stikker dybere end blot tilbage til Papirfabrikkens start.

Rekonstruktionen af Silkeborg Slot

Fra de arkæologiske udgravninger kendte vi husets grundplan, og hvad det var bygget af. Lensregnskaberne, som findes på Rigsarkivet, fortæller om reparationer og hvordan indretningen har været og hvordan, der så ud, når kongen kom på besøg. Den mangelliste som udfærdigedes efter svenskernes hærgen fortæller i detaljer om ødelagte vinduer, døre, hvælvinger mm. Ud fra det og sammenligninger med stadig eksisterende bygninger fra den tid bl.a. Tjele Gods gjorde, at vi med meget stor hjælp fra Jyske Bank og Aarstidernes Arkitekter kunne udarbejde troværdige tegninger, som kunne omsættes til det, vi nu kan skue.

Tak!

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen