I år er det 250 år siden, at den sidste mursten forsvandt fra Silkeborg Slot. Derfor bliver slottet i år visualiseret i fuld størrelse – og Danmark kan fra 28. juli-20. august 2017 endnu engang føje Silkeborg Slot til samlingen.
Har du nogensinde spekuleret på, hvor navnet Silkeborg stammer fra? Svaret er næsten for let – det hedder Silkeborg, fordi der engang lå en borg, der hed Silkeborg. Det blev senere til Silkeborg Slot.
Og lige netop den historie får nyt liv, når det historiske slot bliver genrejst som en visualisering i fuld størrelse på Slotsholmen. Fra 28. juli – 20. august 2017 får du en enestående mulighed for et gensyn med slottet. Oplev fordum tiders prægtige slot, som en visualisering i fuld størrelse.
Projektet er skabt i et samarbejde mellem Genrejsningskomiteen, Silkeborg Kommune, Jyske Bank og Årstidernes Arkitekter og er i øvrigt muliggjort med støtte fra Byggeselskabet Paulsen, Eniig, Midtjyllands Avis, Stildan, Gerdsens Flytteservice og Kvickly.
Program for indvielse 28. juli 2017:
21.00: Der er stemningsmusik på området og mulighed for at købe ”Gensyn med Silkeborg Slot” jubilæumsvin og –øl.
21.30: Velkomst ved formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Gitte Willumsen og Drabantgarden.
21.35: Historien om Silkeborg Slot ved tidligere direktør for Museum Silkeborg, Christian Fischer.
Fortællingen akkompagneres musikalsk af operasanger Mette Østergaard.
22.00: Direktør for Jyske Bank, Anders Dam, erklærer Silkeborg Slot for genrejst og slottet oplyses.
22.10: Fællessang ”Danmark, nu blunder den lyse nat…”
22.15: Der er stemningsmusik på området og mulighed for at købe ”Gensyn med Silkeborg Slot” jubilæumsvin og –øl.
22.30: Tak for i aften ved formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Gitte Willumsen.
Vidste du…?
For 250 år siden forsvandt den sidste mursten fra Silkeborg Slot, der har rødder helt tilbage til 1385. Dermed rækker Silkeborgs historie meget længere tilbage end 1844, hvor brødrene Drewsen påbegyndte byggeriet af Papirfabrikken.
Silkeborg Slot blev bygget af adelsmanden Erik Mus. Da hans datter Thore arvede slottet, skænkede hun den til bispestolen i Aarhus. Efter reformationen i 1536 kom slottet på tronens hænder. Det gav slottet tilnavnet ”Kongens hus”, fordi en del af slottet var reserveret som bolig for kongen, når han lagde vejen forbi Silkeborg.
Og kongen kiggede ofte forbi Silkeborg. Især når jagtsæsonen stod for døren i Silkeborgs skove, der bugnede af vildt. Christian IV fik af samme grund lavet en personlig nøgle til slottet, som også rummede en imponerende vinkælder.
Under Svenskerkrigene i 1600-tallet blev slottet plyndret, hærget og besat af svenske tropper. Det betød omfattende ødelæggelser. I 1767 river ritmester H.N. Hoff det sidste af Silkeborg Slot ned. Materialerne blev genbrugt til Silkeborg Hovedgård, der i dag huser Museum Silkeborg.
SilkeborgGuiderne fortæller historien om Silkeborg Slot
Visualiseringen af slottet er en enestående mulighed for både at se Silkeborg Slot og høre om det. I den anledning vil SilkeborgGuiderne fortælle historien og anekdoterne om slottet:
- Torsdag den 3. august, kl. 19.00
- Tirsdag den 8. august, kl. 19.00
- Mandag den 14. august, kl. 21.30 (oplev slottet oplyst i tusmørket)
Sted: Borggårdsholmen (ved Slotsholmen), indgang fra Papirfabrikken.
Der er fri entré.