På Trekløverskolen har elever fra udskolingen haft fokus på teamwork og fællesskab gennem arbejdet med skulpturer og teknologi. Det er der kommet ni flotte kunstværker ud af – som kan ”tale” sammen.
Skulpturer skal symbolisere sammenhold og fællesskab
Den seneste tid har udskolingseleverne på Trekløverskolen arbejdet med netop fællesskab gennem et anderledes FabLab-valgfag, hvor opgaven har været at fremstille ni skulpturer, tre til hver af skolens afdelinger.
Det har resulteret i ni flotte kunstværker, som på forskellige måder oser af fællesskab og sammenhold, og som faktisk kan tale sammen – på en måde i hvert fald. Når man trykker på skulpturerne i den ene by, lyser skulpturerne nemlig i de to andre byer.
De ni skulpturer kan ses og prøves på de tre skoler frem til 11. maj.
FabLab-projekter kombinerer social-, æstetisk- og teknologisk læring
Christian Jensen er lærer på Trekløverskolen i Kjellerup-afdelingen. Han er ved at blive uddannet som ”FabLab-pioner” og har været en af hovedkræfterne bag projektet. Han er ikke i tvivl om, at koblingen mellem æstetiske- og teknologiske fag kan være med til at give eleverne en bred læring og opøve dem i samarbejdets kunst.
”Vi havde flere mål for projektet” siger han. ”For det første ville vi gerne udvide elevernes horisont og forståelse for æstetik og teknologi. For det andet ønskede vi at understøtte det fællesskab, som vores skolestruktur bygger på – nemlig fællesskabet mellem skolens tre afdelinger, som ligger i hver sin by. For det tredje var samarbejdet imellem eleverne afgørende for, at deres produkt kom til at fungere i samspil med de andre skulpturer.”
Undervisningsproces med fokus på idégenerering og samarbejde
Valgfagets undervisningsforløb var bygget op omkring den designcirkel, som ofte anvendes i FabLab-projekter.
Første trin i processen handler om at afsøge muligheder, hente inspiration og få en generel forståelse for opgaven. Derfor gik turen bl.a. til Silkeborg Bad, hvor eleverne kunne se og undersøge et væld af forskelligartede skulpturer og materialer.
På processens andet trin skal eleverne udvikle en konkret idé til det produkt, de vil udvikle. På tredje trin skal eleverne samarbejde i mindre grupper om at materialisere deres idé til det endelige fysiske produkt.
FabLab på Trekløverskolen
På Trekløverskolen har man i flere år arbejdet med FabLab på forskellige måder, både i skolens eget FabLab-værksted og i bredere projekter. Kjellerupafdelingen har de seneste år været frontløber, men nu bliver flere undervisere fra Vinderslev- og Sjørslevafdelingerne også uddannet som FabLab-pionerer.
FabLab
FabLab begyndte som et forskningsprojekt i samarbejde mellem Aarhus universitet, Silkeborg, Vejle og Kolding Kommune. Formålet var at gøre teknologiforståelse og digital skabelse til en del af det danske skolesystem.
Selvom projektet er afsluttet, lever visionen og grundtanken videre i Silkeborg Kommune med FabLab. Stadig flere lærere uddannes som FabLab-pionerer gennem Videncenter for Digital Fabrikation og design og bliver dermed klædt på til at undervise i de konkrete teknologier og undervisningsredskaber, som FabLab bygger på. Også flere skoler i Silkeborg Kommune har de seneste år fået lokale FabLab-værksteder.
Kontakt
Christian Rodbjerg Jensen Trekløverskolen, Silkeborg, Chri917s@silkeskole.dk