Coronasmitte og vaccinestatus mandag 12. april 2021
Smittekort og grafer over smitteprocent og aldersfordeling af smittede bringes hver mandag.
Coronasmitte og vaccinestatus mandag 12. april 2021
Smittestatus i Silkeborg
Silkeborg er fortsat blandt den tredjedel af Danmarks kommuner, som har det laveste smittetryk. Smittetrykket er svagt stigende. Samfundet er på vej til at genåbne, så pas fortsat på jer selv og hinanden. Hold afstand, bliv testet og gå i isolation, hvis du har symptomer. Hold fast, Silkeborg.
6 (+3) er testet positive det seneste døgn. (+/- i forhold til tallet i går)
0,26 % (+0,01) er testet positive ud af 16.224 testede den seneste uge.
42 (+1) er testet positive den seneste uge.
45 (+1) pr. 100.000 indbyggere er testet positive den seneste uge.
2.576 i alt er testet positive siden pandemiens udbrud. Tallene indeholder kun PCR-test.
Krisestaben følger situationen tæt og er i daglig kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed for at hjælpe med smitteopsporing, så smittekæderne kan blive brudt.
Vaccinestatus i Silkeborg: 15 % har nu fået 1. stik
14.377 (15,0 %) af Silkeborgs borgere har fået 1. vaccination.
7.610 (7,9 %) er færdigvaccinerede.
883.375 (15,1 %) danskere har fået 1. vaccination.
449.419 (7,7 %) er færdigvaccinerede.
Se vaccinationskalenderen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Når det bliver din tur, får du tilbud om vaccination med brev i e-boks eller fysisk post.
Testcentre udvider åbningstiderne i Kjellerup, Them, Ans, Gjern og Kragelund
Flere og hyppigere test er forudsætningen for en forsigtig og sikker genåbning af samfundet. Derfor udvider alle hurtigtestcentrene i Silkeborg Kommune åbningstiderne. Se åbningstiderne nedenfor.
Onsdag åbner et nyt testcenter i Lunden i Silkeborg midtby
Onsdag 14. april 2021 åbner et helt nyt hurtigtestcenter i Lunden i Silkeborg midtby. Åbningstiden er alle ugens dage kl. 9-19. Testcenteret gør det endnu nemmere for endnu flere silkeborgensere hurtigt at blive testet for coronavirus. Der anvendes den mere nænsomme næseborstest. Flere og hyppigere test er forudsætningen for en forsigtig og sikker genåbning af samfundet. Falck driver testcenteret for Region Midtjylland i samarbejde med Silkeborg Kommune.
Midlertidigt testcenter i Alderslyst forlænges til udgangen af april
På grund af den store tilstrømning til test og for at styrke testmulighederne i Silkeborg by forlænges det midlertidige testcenter i Alderslyst til foreløbigt udgangen af april.
Overblik: Hurtigtestcentrenes åbningstider
Silkeborg – Sydbyen: Sydbyhallerne. Alle dage kl. 8-20.
Silkeborg – Midtbyen: Lunden. Fra onsdag 14. april 2021: Alle dage kl. 9-19.
Silkeborg – Alderslyst: Beboerhuset, Kejlstrupvej 51. Alle dage kl. 9-19. Midlertidigt testcenter til og med 30. april 2021.
Kjellerup: Fuglemosen. Alle dage 9-19.
Them: Toftebjerg Medborgerhus. Tirsdag, torsdag og lørdag kl. 9-19.
Ans: Ans selskabslokaler. Tirsdag og fredag kl. 9-19.
Gjern: Sognehuset. Mandag og torsdag kl. 10-19.
Kragelund: Hallen. Onsdag kl. 9-19.
Bliver du testet positiv for smitte med en hurtigtest (vatpind i næsen) bør du efterfølgende få en mere sikker PCR-test (vatpind i halsen):
Silkeborg: Bestil tid på www.coronaprover.dk. Testcenter Silkeborg, Søholt Idrætspark, Ansvej 102 i Silkeborg by. Du får svar efter ca. 24 timer på sundhed.dk, MinSundhed-appen eller MinLæge-appen.
Pas på jer selv og hinanden. Hold afstand, bliv testet og gå i isolation, hvis du har symptomer.
Se alle dine coronatest i dit coronapas
Nu kan du se alle dine coronatest på sundhed.dk og i MinSundhed-appen. Du kan både se hurtigtest og PCR-test, herunder også, hvis du er blevet testet på en skole. MinSundhed-appen fungerer som et simpelt coronapas. Testsvarene kan du bruge som dokumentation, hvor det er nødvendigt, fx når du skal klippes. Coronapasset skal vise, om vi er færdigvaccinerede, har overstået infektion eller er blevet testet negativ for smitte indenfor 72 timer (både PCR- og hurtigtest). Børn under 15 år vil være undtaget. Fysisk dokumentation kan også bruges som coronapas. Færdigvaccinerede borgere, der ikke er tilmeldt digital post, får tilsendt dokumentation for vaccination en uges tid efter påske og derefter i takt med færdigvaccination. Dokumentation for negativ hurtigtest kan fås på teststedet, hvis du ikke kan tilgå digitalt på sundhed.dk eller MinSundhed-appen. Der arbejdes på en løsning for PCR-test samt for borgere undtaget testkrav. Dokumentation for immunitet efter sygdom kan fås hos egen læge.
Hvem kan hjælpe dig med dit coronapas?
Borgerservice får en del henvendelser om hjælp til print af midlertidigt coronapas og testsvar fra borgere, der ikke har NemID. Borgerservice har desværre ikke mulighed for at hjælpe med coronapas. Borgere, der er blevet vaccineret, vil hurtigst muligt på tilsendt et fysisk coronapas pr. brev, og indtil da, må borgerne i stedet medbringe et fysisk bevis på test-svar fra et af testcentrene, hvis de skal fx skal til frisør, og endnu ikke pr. post har modtaget coronapasset med bevis for vaccination.
Overblik: Hvad viser din coronatest?
Det er velkendt at en hurtigtest (som tages i næseborene) ikke er så nøjagtig, som en PCR-test (som taget i halsen). Fordelen ved en hurtigtest er, at den kan give personer uden symptomer et meget hurtigt svar på, om de muligvis kan være smittede. Under genoplukningen af samfundet er hurtigtest desuden en god løsning til løbende at screene befolkningen for at reducere smitten. Her er, hvad din coronatest viser:
Negativ PCR-test: Du er ikke smittet.
Positiv PCR-test: Du er smittet. Gå i selvisolation, så du ikke smitter andre.
Negativ hurtigtest: Du er meget sandsynligt ikke smittet, men får du symptomer, bør du tage den mere sikre PCR-test.
Positiv hurtigtest: Du er måske smittet. Få mistanken be- eller afkræftet med den mere sikre PCR-test. Mens du venter på resultatet: Gå i selvisolation, så du ikke smitter andre, hvis du er smittet.
Trekløverskolen i Kjellerup sender klasse i selvisolation
To elever på Trekløverskolen i Kjellerup er testet positive. Klassen og lærerne er sendt hjem i selvisolation for at bryde eventuelle smittekæder. Elever og medarbejdere må vende tilbage, når de ikke har symptomer og er testet negative for smitte efter de anvisninger, der er givet på skolen. Klassen skal i forvejen undervises online hjemme i denne uge. Forældre, elever og medarbejdere er informeret.
Se teststeder og åbningstider.
Se vaccinationskalender (opdateres løbende) og information om vaccination.
Se information om coronasmitte og restriktioner.
Se nationale informationer på coronasmitte.dk.