Odense Kommune: Borgerrådgivers beretning 2022 er offentliggjort

I 2021 vedtog Odense Byråd at ansætte en borgerrådgiver til kommunen. Odense Kommunes borgerrådgiver er ansat af byrådet og uafhængig af kommunens udvalg, borgmester og forvaltning.

Borgerrådgiverfunktionen er indført for at styrke dialogen mellem borgerne og Odense Kommune. Funktionen skal give borgere en let adgang til at fortælle om utilfredshed og få hjælp til dialogen med kommunen for at sikre retssikkerheden i forbindelse med sagsbehandling eller udførsel af praktiske opgaver.

– Når borgerne henvender sig til mig og fortæller om deres oplevelser med kommunen, er det typisk, fordi de er i tvivl om deres retssikkerhed, om deres sag er blevet behandlet på den rigtige måde og om de er blevet mødt som enhver anden borger. Denne tvivl og manglende tillid kommer ofte i sager, hvor borgere har en følelse af ikke at være blevet behandlet retfærdigt og værdigt i processen, fortæller borgerrådgiver Helle Tolsted Eriksen, der netop har offentliggjort sin første beretning på baggrund af observationer og samtaler i 2022.

I ‘Borgerrådgivningens beretning 2022’ er der fokus på, hvorvidt borgerbetjening og sagsbehandling i forvaltninger, institutioner mv. giver borgerne retssikkerhed ved at overholde gældende lovgivning, god forvaltningsskik og kommunens vedtagne politikker.

Beretningen kommer med tre anbefalinger til Odense Kommunes videre arbejde:

  1. Blive bedre til at håndtere utilfredshed med sagsbehandling.
  2. Opfordre til at tale åbent om risikoen for forråelse, herunder sikre tid og rum til refleksion og kollegial diskussion.
  3. Begrunde afgørelser; bl.a. redegøre for omstændigheder, der har haft betydning for afgørelsen og henvise til relevante bestemmelser.

 

‘Borgerrådgiverens beretning 2022’ tager udgangspunkt i, at der er modtaget 200 klager og 116 øvrige henvendelser fordelt på 265 borgere.

– Odense Kommunes sagsbehandling skal være imødekommende og korrekt. Det betyder også, at vi skal kunne møde borgerne, hvor de er, og være åbne overfor at gøre tingene anderledes, hvis det kan gavne den enkelte.

Som kommune er vi hver dag i kontakt med tusindvis af borgere. Fra de helt små børn, der møder den kommunale sundhedspleje, til de ældre i Odenses Plejehjem – og alt der er derimellem – fra byggesager, afklaring af plejebehov, jobrådgivning til udbetaling af ydelser. På tværs af hele Odense Kommune yder vores medarbejdere dagligt en stor indsats for at gøre en positiv forskel for de mennesker, de er i kontakt med. Men selvfølgelig kan der blive begået fejl. Når det sker, er vi meget opmærksomme på at lære og rette op på det igen, udtaler stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen.

Emnerne fra rapporten skal nu drøftes af Odense Kommunes økonomiudvalg og byråd og dernæst i kommunes ledelseslag.

Læs beretningen her

Yderligere spørgsmål; Odense Kommunes pressetelefon 65 51 10 10

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top