Det er ikke kun den lilla farve, der gør de nye bænke iøjnefaldende og interessante. Citaterne, som de er prydet med, er også værd at lægge mærke til. De kommer nemlig fra mennesker fra demens, som gerne vil fortælle om deres sygdom og på denne måde være med til at nedbryde tabuer og fordomme om demens.
Søren Windell, der er rådmand på ældre- og handicapområdet siger:
“Flere og flere danskere oplever at få demens tæt ind på livet, og alligevel hersker der stadig stor uvidenhed om sygdommen. De nye bænke er endnu et forsøg på at få os til at forstå mere om sygdommen. De kan være en god anledning til at få fortalt børnebørnene om den bedstefar, der har fået demens eller om, hvordan vi kan møde mennesker med demens uden fordomme,” siger Søren Windell (C), der håber, at byen vil tage godt imod de lilla Forglem mig ej-bænke.
Bænke med et budskab
Det er Benjamin og Jens fra træværkstedet på Bregnevej, der er et af Odense Kommunes beskyttede værksteder for mennesker med et handicap, der er med til at restaurere og klargøre de fem kommende Forglem mig ej-bænke. Og det er et arbejde, de går op i med liv og sjæl.
“Det er mig, der skiller dem ad, og jeg skal bruge mange kræfter. Nogle af boltene driller, fordi de er gamle, men vi gør os meget umage, for de skal jo op og stå i byen,” fortæller Benjamin om bænkene, der tidligere har stået rundt om i Odense, men som er blevet slidte.
Han bliver afløst af Jens, der siger:
“Når bænkene er skilt ad, sliber jeg lamellerne, og så skal de males lilla, men det får vi hjælp til. Vi glæder os til, bænkene er færdige. Så kan det være, vi sætter os på dem og får en is.”
Bænkene placeres på Forglem mig ej-rute
Odenses nye Forglem mig ej-bænke bliver sat op på en særlig Forglem mig ej-rute, der bl.a. kommer til at passere nogle af de steder i byen, hvor mennesker med demens har deres naturlige gang. Dette er blandt andet forbi Byhuset i Bjergegade og forbi rådgivningstilbuddet Demens i Centrum i Slotsgade.
Hele projektet med både bænke og en ny Forglem mig ej-rute i Odense er noget, der begejstrer Christoffer Lilleholt (V), der er rådmand i By- og Kulturforvaltningen.
“Bænkene er en fantastisk måde at kombinere et mødested og vigtig information om demens på. Samtidig er jeg begejstret for den bæredygtige tankegang bag bænkene, hvor gamle bænke restaureres og får nyt liv, så jeg glæder mig til, vi kan se dem i bybilledet,” lyder det fra Christoffer Lilleholt.
Deltag i Odenses demensuge
Forglem mig ej-bænkene lanceres som en del af Odenses demensuge, der løber fra den 20. til den 24. september. Bænkene er inspireret af et lignende projekt i Aarhus og bliver til i et samarbejde mellem Odense Kommune og Alzheimerforeningens lokalafdeling på Fyn, hvor sidstnævnte bl.a. sørger for at indsamle de citater, som bænkene skal prydes med.
I løbet af demensugen er der forskellige aktiviteter for alle interesserede som bl.a. foredrag og film om demens. Se hele programmet for demensugen på: www.odense.dk/demensugen
BILLEDTEKST til foto 1
Rådmændene Søren Windell (tv) og Christoffer Lilleholt (th) beundrer Jens og Benjamins arbejde med de nye, lilla Forglem mig ej-bænke. På bænken til venstre sidder Benjamin og til højre Jens.
BILLEDTEKST til foto 2
Jens (tv) og Benjamin i fuld gang med at slibe lameller til de nye Forglem mig ej-bænke.