Alkohol og Samfund lancerer igen i år den nationale alkoholkampagne i uge 40, som sætter fokus på danskernes drikkevaner, og igen i år vil Alkoholbehandlingen i Odense være en del af kampagnen. Alt for mange danskere drikker nemlig for meget.
Sundhedsstyrelsen estimerer, at ca. 402.000 danskere viser tegn på moderate alkoholproblemer, hvor ca. 67.000 danskere viser tegn på svære alkoholproblemer, og det påvirker både deres familier og tætte relationer negativt. Kampagnen skal derfor være med til at sætte fokus på, at alle kan blive ramt af alkoholproblemer.
For nogen betyder det, at de mister kontakten til deres nærmeste familie eller omgangskreds og andre oplever bekymringer, konflikter og skænderier på grund af alkohol.
Der vil derfor i løbet af uge 40 være forskellige events, som Alkoholbehandlingen i Odense Kommune står for. Her vil de blandt andet stå på Flakhaven, hvor de deler foldere ud, og hvor du kan teste din viden om alkohol i deres quiz. Derudover vil der selvfølgelig være mulighed for at få en snak, hvis man har lyst til at høre mere.
Du kan møde Alkoholbehandlingen følgende steder:
- Mandag den 2/10 fra kl. 10-14: Borgerservice og Hovedbiblioteket
- Onsdag den 4/10 fra kl. 10-14: Flakhaven + Gågaden hvor Kongensgade og Vestergade krydser
- Torsdag den 5/10 fra kl. 10-14: (OUH) Forhallen, Odense Universitetshospital
- Fredag den 6/10 fra kl. 10-14: Bilka
Alt for mange
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man i gennemsnit drikker maksimalt 10 genstande om ugen og ikke mere end 4 genstande dagligt. Men det er langt fra alle, der efterlever det. Næsten 15 procent drikker mere end de 10 genstande om ugen. Særligt de unge mellem 16-24 er blandt dem, der ofte overskrider anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen.
Der er heldigvis hjælp af hente. Men der er desværre ikke mange, der gør det. Der går i dag op til 11 år, før en borger med alkoholproblemer søger hjælp.
Som borger i Odense Kommune kan man få hjælp hos Alkoholbehandlingen, hvis man ønsker at ændre ved sine alkoholvaner. Det er både gratis og anonymt.
Behandlingen foregår ambulant, altså uden indlæggelse på hospital, sådan at du kan passe familie og job på samme tid. Forløbet bliver tilrettelagt individuelt – sådan at det passer til dig og de udfordringer, du står over for. Det vil oftest bestå af forskellige former for samtalebehandling, samt mulighed for behandling af dine abstinenser i den akutte åbningstid.
Man kan kontakte Alkoholbehandlingen på tlf. 63 75 45 45 eller via e-mail på alkoholbehandlingen@odense.dk
Læs mere om Alkoholbehandlingen her
I Danmark kan du også søge hjælp via Alkolinjen, hvor du kan få anonym og gratis rådgivning – læs mere om Alkolinjen her
Kontaktinformation
Sundhedsforvaltningen, Odense Kommune
Presseansvarlig: Joachim Næshave Christensen, tlf.: 20231736