Historie med lyd og drama – Nyborg Slot

3. maj 2021

Til sommer kan man nyde kulturarven i Nyborg og omegn med dramatiserede lydfortællinger i ørerne.

Endnu en sommersæson i COVID-19’s tegn står for døren, hvor museer og kulturaktører skal finde på nye måder at skabe oplevelser på, der ikke kræver mange mennesker sammen på en gang. Én af disse muligheder er podwalks, og denne sommer kan du få teateroplevelser direkte i ørerne, mens du bevæger rundt i de byrum og historiske steder, hvor de foregår.

”Vi glæder os til at kunne tilbyde borgere og turister at opleve historien på en ny måde. I Nyborgs fortid gemmer der sig masser af gode historier, som kan blive til spændende lydteater. Med podwalks i ørerne kan man komme ud i sommervejret og tæt på den kulturarv, som vi gerne vil have folk til at lære bedre at kende”, siger Mette Ladegaard Thøgersen, der er afdelingsleder på Østfyns Museer.

Podwalks er gennem de seneste par år – og særligt siden marts 2020 – blevet en særdeles populær måde at opleve steder, seværdigheder og vandreruter på en helt ny og spændende måde. En podwalk er en podcast, der er knyttet til et eller flere steder, så man skal være på bestemte steder for at kunne høre podcasten. På den måde kommer man som lytter rundt i byen eller landskabet og oplever arkitekturen, naturen og stemningen, mens man lytter til en fortælling.

Denne sommer kommer man til at kunne komme på tidsrejse på Torvet i Nyborg, på eventyrlig vandring til Nyborgs baggårde og rundt til udvalgte steder i det øvrige Nyborg Kommune.

”Hensigten er, at man som lytter efterlades med en ny bevidsthed om netop det sted, man befinder sig nu. Fortællingerne skal på en personlig, sanselig og identificerbar måde skildre øjeblikke og begivenheder, der knytter sig til Nyborgs bygninger, natur og mennesker. Udarbejdelse af podwalks er en investering, der vil give blivende værdi til glæde for mange mennesker i årene fremover”, fortæller turistchef i Nyborg, Sanne Hoffensetz Andresen, som har været initiativtager til de nye podwalks.

Udviklingen af de kommende Podwalks sker i et samarbejde med Nyborg-virksomheden Sans-1. De nye podwalks er støttet økonomisk af Erhvervs- og Udviklingsudvalget i Nyborg Kommune og Østfyns Museer.



Se den originale nyhed fra Nyborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top